Det er fredag, klokken er over et og jeg cykler igennem København, på vej hjem. Jeg har været til fredagsrock i Tivoli, hvilket slet ikke var planlagt på forhånd. Ideen opstod over en øl på en cafe få timer inden. Turen hjem har jeg igennem de sidste 10 år taget utallige gange på alle tider af døgnet, men cyklen kender vel nærmest vejen selv. Pludselig som jeg cykler der i mørket bliver jeg ramt af en følelse af taknemmelighed over, at jeg har valgt København som mit hjem. At jeg bor i cykelafstand fra en by med så mange aktiviteter og muligheder. Tænk at jeg kan kalde den mit hjem. Følelsen bliver afløst af en dårlig samvittighed over, at jeg ikke længere sætter pris på dette valg. Før i tiden brugte jeg København rigtig meget og jeg elskede byen. Jeg kunne ikke forestille mig, at bo noget andet sted i Danmark. Nu bruger jeg overhovedet ikke byen, jeg ved ikke engang, hvor de gode restauranter ligger, hvem der spiller i Tivoli, eller hvor de fede udstillinger er. Det gjorde jeg engang.

Efter jeg er flyttet tilbage til Danmark har København været fremmede for mig. Jeg har ikke taget mig tid til at lære København at kende igen. Jeg drøner hver dag til Nordsjælland og kommer kun hjem, når jeg skal sove. Træning, ridning osv. er blevet flyttet til Nordsjælland, så jeg kan nå det i forbindelse med arbejdet. Går jeg ud og spiser, er det også oppe nordpå og flere gange har jeg enda overvejet, om jeg skulle kigge på mulighederne for at flytte længere nordpå, så jeg kommer tættere på mit arbejde. Jeg har fuldstændig glemt København. Jeg har glemt hvordan det er, at hoppe på cyklen og drøne ind til byen for at tage del i alt det, byen tilbyder. Jeg har glemt den spontanitet, som opstår, når man bor i cykelafstand til det hele. Jeg har fortrængt det så meget, at jeg ikke engang føler mig hjemme i København længere. Men i går blev jeg mindet om, hvorfor jeg ikke vil bo andre steder end lige her!

København, jeg er kommet hjem og er klar til at lære dig at kende igen!

Det er fredag, klokken er over et og jeg cykler igennem København, på vej hjem. Jeg har været til fredagsrock i Tivoli, hvilket slet ikke var planlagt på forhånd. Ideen opstod over en øl på en cafe få timer inden. Turen hjem har jeg igennem de sidste 10 år taget utallige gange på alle tider af døgnet, men cyklen kender vel nærmest vejen selv. Pludselig som jeg cykler der i mørket bliver jeg ramt af en følelse af taknemmelighed over, at jeg har valgt København som mit hjem. At jeg bor i cykelafstand fra en by med så mange aktiviteter og muligheder. Tænk at jeg kan kalde den mit hjem. Følelsen bliver afløst af en dårlig samvittighed over, at jeg ikke længere sætter pris på dette valg. Før i tiden brugte jeg København rigtig meget og jeg elskede byen. Jeg kunne ikke forestille mig, at bo noget andet sted i Danmark. Nu bruger jeg overhovedet ikke byen, jeg ved ikke engang, hvor de gode restauranter ligger, hvem der spiller i Tivoli, eller hvor de fede udstillinger er. Det gjorde jeg engang.

Efter jeg er flyttet tilbage til Danmark har København været fremmede for mig. Jeg har ikke taget mig tid til at lære København at kende igen. Jeg drøner hver dag til Nordsjælland og kommer kun hjem, når jeg skal sove. Træning, ridning osv. er blevet flyttet til Nordsjælland, så jeg kan nå det i forbindelse med arbejdet. Går jeg ud og spiser, er det også oppe nordpå og flere gange har jeg enda overvejet, om jeg skulle kigge på mulighederne for at flytte længere nordpå, så jeg kommer tættere på mit arbejde. Jeg har fuldstændig glemt København. Jeg har glemt hvordan det er, at hoppe på cyklen og drøne ind til byen for at tage del i alt det, byen tilbyder. Jeg har glemt den spontanitet, som opstår, når man bor i cykelafstand til det hele. Jeg har fortrængt det så meget, at jeg ikke engang føler mig hjemme i København længere. Men i går blev jeg mindet om, hvorfor jeg ikke vil bo andre steder end lige her!

København, jeg er kommet hjem og er klar til at lære dig at kende igen!

Vi sejlede med færge til Suomenlinna, der ligger lidt udenfor Helsinkis kyst. Suomenlinna er et gammelt fort, der i dag er et yndet turistmål. Der findes flere museer, cafeer og små butikker på øen, hvilket gør den til en oplagt turistfælde. Men vælger du, som vi gjorde, at besøge den på en overskyet dag, så slipper du for turisterne og kan nyde den faktisk rigtig hyggelige lille ø.

Et af museerne på øen er et ubådsmuseum, eller en gammel ubåd ombygget til museum. Der kan ikke være meget mere end 4-5 besøgende af gangen, for museet er ikke større end ja… en ubåd.

Inde i båden får man et rigtig godt indtryk af den meget begrænset plads. Forrest i ubåden står kanonerne. De har sikkert et andet navn, når de er på en ubåd. Det er to store tanke, hvor selve missilet skydes ind i en tank, der sender det ud i vandet. Der var godt nok ikke meget plads, når sådan en fætter skulle affyres. For at udnytte pladsen optimalt, var der lige sat to køjer op ved siden af kanonerne.

I midten af båden er der et lille bitte køkken og derefter maskinrummet, hvor bådens eneste lydtætte rum, radiorummet også findes.

I bagerste ende af ubåden var toilettet, men det er nu taget ud til fordel for museets udgang, men det så altså sådan ud engang. Allerbagerst er de sidste køjer. Man skal ikke være en stor og kraftig mand, hvis man skal arbejde på sådan en ubåd.

Ubåden hedder Veisikko, hvilket betyder mink. Hun blev taget i brug i 1933 og var til at starte med på tyske hænder. Finland købte hende i 1936, hvor hun beskyttede den finske kyst og de handelsskibe, der kom dertil. Efter anden verdenskrig blev det forbudt for Finland at eje ubåde. De finske ubåde blev solgt til Belgien, men Veisikko fik lov til at blive, men skulle finde en anden funktion. I 1973 åbnede hun op som museum efter en lang og omfattende renovering. 

Og nu ligger hun her på Suomenlinna, hvor hun giver de besøgende et indtryk af, hvad det vil sige, at bo og leve i en lille bitte ubåd.

Vi sejlede med færge til Suomenlinna, der ligger lidt udenfor Helsinkis kyst. Suomenlinna er et gammelt fort, der i dag er et yndet turistmål. Der findes flere museer, cafeer og små butikker på øen, hvilket gør den til en oplagt turistfælde. Men vælger du, som vi gjorde, at besøge den på en overskyet dag, så slipper du for turisterne og kan nyde den faktisk rigtig hyggelige lille ø.

Et af museerne på øen er et ubådsmuseum, eller en gammel ubåd ombygget til museum. Der kan ikke være meget mere end 4-5 besøgende af gangen, for museet er ikke større end ja… en ubåd.

Inde i båden får man et rigtig godt indtryk af den meget begrænset plads. Forrest i ubåden står kanonerne. De har sikkert et andet navn, når de er på en ubåd. Det er to store tanke, hvor selve missilet skydes ind i en tank, der sender det ud i vandet. Der var godt nok ikke meget plads, når sådan en fætter skulle affyres. For at udnytte pladsen optimalt, var der lige sat to køjer op ved siden af kanonerne.

I midten af båden er der et lille bitte køkken og derefter maskinrummet, hvor bådens eneste lydtætte rum, radiorummet også findes.

I bagerste ende af ubåden var toilettet, men det er nu taget ud til fordel for museets udgang, men det så altså sådan ud engang. Allerbagerst er de sidste køjer. Man skal ikke være en stor og kraftig mand, hvis man skal arbejde på sådan en ubåd.

Ubåden hedder Veisikko, hvilket betyder mink. Hun blev taget i brug i 1933 og var til at starte med på tyske hænder. Finland købte hende i 1936, hvor hun beskyttede den finske kyst og de handelsskibe, der kom dertil. Efter anden verdenskrig blev det forbudt for Finland at eje ubåde. De finske ubåde blev solgt til Belgien, men Veisikko fik lov til at blive, men skulle finde en anden funktion. I 1973 åbnede hun op som museum efter en lang og omfattende renovering. 

Og nu ligger hun her på Suomenlinna, hvor hun giver de besøgende et indtryk af, hvad det vil sige, at bo og leve i en lille bitte ubåd.

Så blev det endelig min tur til at få noget, der kunne minde om noget, der måske lignede sommerferie… Hvis man altså kigger rigtig godt efter!!!!

Jeg har nemlig tilbragt… hold nu fast… en forlænget i weekend i Finland. Finland??? Tænker du måske. Ja, Finland og tro mig, der er faktisk meget at komme efter i landet, der åbenbart er fyldt med bjørne og elge, også andre steder i landet end oppe nordpå.

Jeg tilbragte et par dage med en god veninde fra guidetiden, som jeg ikke har set siden december. Hun åbnede gavmildt sit hjem og dedikerede et par dage til at vise mig rundt. Hun havde på forhånd spurgt ind til, hvad jeg ville se og da svaret var natur, sørgede hun lige for, at jeg fik natur for alle pengene.

Vi tog en overnatning i Tampere, hvor man finder disse helt fantastiske udsigter. Inden nogen begynder at få gode ideer, så vil jeg lige slå fast, at jeg ikke overnattede i naturen, dette var mere eller mindre bare baghaven.

Vi var også en tur i Helsinki og på Soumenlinna, men det gemmer vi til en anden gang.

Så blev det endelig min tur til at få noget, der kunne minde om noget, der måske lignede sommerferie… Hvis man altså kigger rigtig godt efter!!!!

Jeg har nemlig tilbragt… hold nu fast… en forlænget i weekend i Finland. Finland??? Tænker du måske. Ja, Finland og tro mig, der er faktisk meget at komme efter i landet, der åbenbart er fyldt med bjørne og elge, også andre steder i landet end oppe nordpå.

Jeg tilbragte et par dage med en god veninde fra guidetiden, som jeg ikke har set siden december. Hun åbnede gavmildt sit hjem og dedikerede et par dage til at vise mig rundt. Hun havde på forhånd spurgt ind til, hvad jeg ville se og da svaret var natur, sørgede hun lige for, at jeg fik natur for alle pengene.

Vi tog en overnatning i Tampere, hvor man finder disse helt fantastiske udsigter. Inden nogen begynder at få gode ideer, så vil jeg lige slå fast, at jeg ikke overnattede i naturen, dette var mere eller mindre bare baghaven.

Vi var også en tur i Helsinki og på Soumenlinna, men det gemmer vi til en anden gang.

Jeg kompenserer tydeligvis for min manglende sommerferie, ved at lave alt muligt i København og omegn. Forrige weekend tog jeg til et stor yogaevent på Østerbro, der var arrangeret af Femina og Sportsmaster. Allerede her må jeg hellere slå fast, at det var en fitnessyoga-event, ikke en spirituel yogaevent.

Med i billetten fulgte en yogamåtte fra Pureline samt en goodie bag, hvilket jo altid er et hit. Den bestod selvfølgelig af div. månedsblade, men også af forskellige prøver.

Højdepunktet og grunden til at jeg meldte mig, var en times yoga med Susanne Lidang, som nok er bedre kendt som hende, der arrangerer gratis yoga i Fælledparken og som har skrevet bogen Vild Med Yoga. Niveauet på klassen var begynder. Det gjorde dog ikke noget, for jeg er kommet helt ud af min træning og Susanne gav flere alternativer for os, som ønskede et lidt højere niveau.

Efter klassen var der en lille messe med forskellige firmaer, der delte lidt prøver ud og havde forskellige konkurrencer. Her bliver jeg så nødt til at komme med dagens kritik, for hvor var de yogarelaterede firmaer? Jeg nød at møde Urtekram og Hari Tea. Min egen grønne frisør, Zenz var der også. Men hvor var de københavnske yogastudier? Hvor var butikkerne, der sælger yogaudstyr? Hvor var firmaerne med de fede yoga leggins og måtter? Det var et meget mainstream udvalg, der var repræsenteret. Ikke engang Sportsmaster havde deres fedeste yogatøj med, men kun noget kedeligt træningstøj, så der var jeg skuffet!

Noget jeg ikke var skuffet over, var vejret. Det har regnet hele ugen, så jeg havde pakket regntøjet ned i tasken, men utroligt nok, så kom der kun en lille bitte byge lige inden vi startede. Skønnest var det, da vi skulle i Savasana og kroppen var blevet en smule kold, fordi der havde været lidt skyer for solen, for netop i det øjeblik brød solen frem og varmede kroppen imens vi lå der og restituerede efter timens arbejde.

Det er altid en fed oplevelse, at dyrke yoga med så mange mennsker. Vi var ca. 800 tilmeldte og det giver altså en helt særlig stemning at ligge side om side med så mange mennesker og dyrke noget, der på mange måder er så individuelt!

Selvom det var mainstream, så kommer jeg nok også til næste år 🙂

Jeg kompenserer tydeligvis for min manglende sommerferie, ved at lave alt muligt i København og omegn. Forrige weekend tog jeg til et stor yogaevent på Østerbro, der var arrangeret af Femina og Sportsmaster. Allerede her må jeg hellere slå fast, at det var en fitnessyoga-event, ikke en spirituel yogaevent.

Med i billetten fulgte en yogamåtte fra Pureline samt en goodie bag, hvilket jo altid er et hit. Den bestod selvfølgelig af div. månedsblade, men også af forskellige prøver.

Højdepunktet og grunden til at jeg meldte mig, var en times yoga med Susanne Lidang, som nok er bedre kendt som hende, der arrangerer gratis yoga i Fælledparken og som har skrevet bogen Vild Med Yoga. Niveauet på klassen var begynder. Det gjorde dog ikke noget, for jeg er kommet helt ud af min træning og Susanne gav flere alternativer for os, som ønskede et lidt højere niveau.

Efter klassen var der en lille messe med forskellige firmaer, der delte lidt prøver ud og havde forskellige konkurrencer. Her bliver jeg så nødt til at komme med dagens kritik, for hvor var de yogarelaterede firmaer? Jeg nød at møde Urtekram og Hari Tea. Min egen grønne frisør, Zenz var der også. Men hvor var de københavnske yogastudier? Hvor var butikkerne, der sælger yogaudstyr? Hvor var firmaerne med de fede yoga leggins og måtter? Det var et meget mainstream udvalg, der var repræsenteret. Ikke engang Sportsmaster havde deres fedeste yogatøj med, men kun noget kedeligt træningstøj, så der var jeg skuffet!

Noget jeg ikke var skuffet over, var vejret. Det har regnet hele ugen, så jeg havde pakket regntøjet ned i tasken, men utroligt nok, så kom der kun en lille bitte byge lige inden vi startede. Skønnest var det, da vi skulle i Savasana og kroppen var blevet en smule kold, fordi der havde været lidt skyer for solen, for netop i det øjeblik brød solen frem og varmede kroppen imens vi lå der og restituerede efter timens arbejde.

Det er altid en fed oplevelse, at dyrke yoga med så mange mennsker. Vi var ca. 800 tilmeldte og det giver altså en helt særlig stemning at ligge side om side med så mange mennesker og dyrke noget, der på mange måder er så individuelt!

Selvom det var mainstream, så kommer jeg nok også til næste år 🙂

Velkommen til min blog, hvis du kigger forbi for første gang og velkommen tilbage, hvis du tidligere har fulgt mig andetsteds….

Globetrotting har skiftet platform og findes nu i en finpudset og nypoleret udgave her på Bloggers Point. Jeg har brugt lang tid på at flytte bloggen, tilpasse den og gøre den lækker, så jeg håber, at du kan lide det nye look. Mathias fra Bloggers Point har også brugt lang tid at svare på mine spørgsmål og rette op på mine fejl, når jeg kom til at trykke på noget, der ikke skulle trykkes på (Tusind tak!), så alt i alt ligger der et stort arbejde bag bloggen.

En fornyet blog motiverer til at fornye skrivningen og bloggens udtryk. Jeg har allerede leget lidt med skrivestilen de sidste par måneder og det fortsætter fremover i forsøget på, at gøre bloggen endnu bedre!

Jeg håber, at du vil følge med i mine rejser og oplevelser rundt omkring i verden. Har du ikke været forbi Globetrotting tidligere, så se dig omkring i menuen, måske jeg allerede har været inde på noget, der kunne interessere dig. Jeg har efterhånden skrevet om alt fra at holde ferie i Disneyland til at være rejseleder på Maldiverne.

Jeg slutter af med at skåle i Sri Lankansk øl (Det er jo fredag 😉 )

Jeg har været på en tidsrejse tilbage til den gang, hvor damerne fik syet deres kjoler i Damernes Magasin, pøblen gik på jernbanecafeen og fik stegt flæsk med persillesovs og pigerne i huset sladrede om herskaberne ovenpå. Jeg har været en tur i Korsbæk på Bakken! Sidder du allerede nu og tænker: ” Hvad snakker hun om? Hvad er Damernes Magasin og hvor ligger Korsbæk?” Så skal du nok springe resten af indlægget over. Sidder du derimod og får lyst til en flyversjus, så taler vi samme sprog!

Det er første gang, jeg besøger Korsbæk på Bakken, da jeg faktisk aldrig kommer på Bakken. Området er meget større end jeg havde regnet med og meget gennemført. Der er en række små butikker, selvfølgelig en souvenirbutik, for hvem skal ikke have en magnet med hjem, hvor der står “Stauning eller Kaos”?! Der er en rigtig gammeldags slikbutik, hvor du kan få din lyst rustne søm styret, eller du kan slå et smut forbi frisøren og få ordnet håret.

Selvfølgelig kan du også spise fint på Postgården eller knap så fint på Jernbanecafeen. Har du fået for meget stegt flæsk, så kan du smutte ind hos grisehandler Larsen og låne toilettet. I løbet af dagen går statister rundt i området og sørger for, at vi alle kommer i den rette tidsånd, så der er bestemt ikke sparet på noget i Korsbæk.

Det var kun et kort visit fordi jeg gerne ville se området, men mon ikke jeg skal derud igen henover sommeren og for alvor opleve stemningen. Hvem vil med????