“Skal du ikke snart lære at sejle, så du kan finde ud af, om du skal gøre noget ved de bådrejser, du altid snakker om? Du kan jo ikke sejle over Atlanten efter en enkel sejltur i Øresund.” Ordene komme fra min mor efter at hun har set et billede på Instagram, hvor jeg sejler. Jeps, den er god nok, mig på en sejlbåd! Hun lyder lidt lettet over, at jeg endelig har været om bord på en båd, når jeg nu nærmest ikke har snakket om andet de sidste 3 år. Jeg havde ikke regnet med, at det blev min mor, der skubbede mig ud over kanten, for mødre bryder sig jo ikke om at sende deres børn på de syv have, men jeg tror måske min mor frygter, at jeg aldrig nogensinde kommer til at forfølge den sejlerdrøm, som jeg aldrig har sat ord på, men som de fleste nok har læst imellem linierne, når jeg igen fortæller om en bog, jeg skal læse om nogen, der sejler jorden rundt.

Jeg har faktisk heller ikke selv sat ord på drømmen, eller set det som en drøm. Det er mere en fascination af den rejseform. At opleve verden ved at ankomme til den i båd, må være den ultimative rejseform. Dog ikke en rejseform, som lå indenfor mulighederne for mig… Men hvorfor egentlig ikke?! Jeg behøver ikke at købe en båd og sejle jorden rundt, jeg kan hoppe ombord hos andre og rejse med til de dele af verden, som jeg vil se og i lige så lang tid, som jeg har lyst. Man behøver ikke forpligte sig til Kaptajn på egen båd, der skal rundt om jorden-drømmen. Det er lidt samme måde, jeg rider på. (Jeps, jeg er hestepige!) Jeg gider ikke have min egen hest og skulle stå med ansvaret for den, men jeg vil gerne ride andres for så kan jeg vælge og vrage!

Da det gik op for mig, at det måske er på tide, at jeg får prøvet det med sejladsen af, gik jeg igang med at undersøge markedet. Hvad gør man, når man skal lære at sejle? Hvor går man hen? Jeg blev anbefalet at gå til en sejlklub, fremfor at tage lynkurser på aftenskole. Så har jeg også mulighed for at øve mig i klubbens både og så bliver man en del af et sejlerfællesskab. Et duelighedsbevis er en slags grunduddannelse, så det er et rigtigt godt sted at starte. Her løb jeg dog ind i første problem. Skal man tage et duelighedsbevis i en sejlklub, så tager det to år! Der er flere moduler og de ligger fordelt udover året. Det ville egentlig ikke være et problem, hvis det ikke var fordi, jeg et par gange om året arbejder i udlandet i 1-2 måneder af gangen.

Jeg skal altså vide, om det her sejlads virkelig er noget jeg vil, inden jeg prøver at jonglere med karriere og hobby for at nå det hele. Heldigvis faldt jeg over en anden mulighed. Nemlig muligheden for at tage et såkaldt gastekursus. Det er et 3 dages kursus rettet mod dem, der skal teste det dersens sejlads. En gast er en, der er med om bord som en slags passager, hvilket jo er det, jeg i sidste ende gerne vil. Derfor har jeg nu tilmeldt mig et gastekursus i august med henblik på, at finde ud af, hvor meget jeg vil det her. Finder jeg ud af, at jeg vil gå videre med det, så vil jeg efterfølgende finde ud af, hvordan jeg så skal gribe det hele an, for selvfølgelig bliver jeg ikke en god gast af et 3 dages kursus, men det er en start. Det kan også være at jeg efter 3 dage med søsyge beslutter mig for at stille sejlerdrømmen i bero. Det finder jeg ud af til august!

Billederne er fra min første sejltur i Øresund, hvor jeg faktisk ikke blev søsyg, sank båden eller faldt over bord. Til gengæld sad jeg ved roret langt det meste af turen og fik ros for min styring. (Hvilket måske mest blev sagt af høflighed!)

Solen skinner fra en skyfri himmel. Kinderne er allerede blevet røde efter et par timer på stranden uden solfaktor. Vi sidde på en båd midt i Københavns havn og lytter til guidens stemme over mikrofonen. Det er svært ikke at grine lidt, da vi som tre ex-guider har en helt klar mening om det at guide en tur, hun gjorde det dog godt, vi er bare et utaknemmelig publikum.

Min veninde, der til dagligt bor i Portugal, er på besøg i København. Vi har ikke set hinanden i over et år og det skal alt sammen indhentes på en weekend. Sammen med en af vores fælles venner, har jeg besluttet, at vi skal på kanalrundfart i Københavns smukke kanaler. Det er både billigt, lærerigt og hyggeligt. Især da planen var, at medbringe øl, der kunne nydes ombord. Den del har vi skippet, da vi alle er lidt kvæstet efter fredagens sammenkomst.

Men solen skinner, temperaturen har rundet 25 grader og København viser sig fra sin smukkeste side.

Solen skinner fra en skyfri himmel. Kinderne er allerede blevet røde efter et par timer på stranden uden solfaktor. Vi sidde på en båd midt i Københavns havn og lytter til guidens stemme over mikrofonen. Det er svært ikke at grine lidt, da vi som tre ex-guider har en helt klar mening om det at guide en tur, hun gjorde det dog godt, vi er bare et utaknemmelig publikum.

Min veninde, der til dagligt bor i Portugal, er på besøg i København. Vi har ikke set hinanden i over et år og det skal alt sammen indhentes på en weekend. Sammen med en af vores fælles venner, har jeg besluttet, at vi skal på kanalrundfart i Københavns smukke kanaler. Det er både billigt, lærerigt og hyggeligt. Især da planen var, at medbringe øl, der kunne nydes ombord. Den del har vi skippet, da vi alle er lidt kvæstet efter fredagens sammenkomst.

Men solen skinner, temperaturen har rundet 25 grader og København viser sig fra sin smukkeste side.

Det var en travl uge i sidste uge med ballet, koncert og selvfølgelig en aften i selskab med denne mand. Faste læsere ved, at jeg ELSKER TV-programmerne Kurs Mod Fjerne Kyster og i øvrigt har en jordomsejler gemt i maven. Så det er da oplagt at bruge en aften sammen med farmand Mikkel.

Mikkel var dagen inden landet i Danmark efter tre måneder på havet med drengene for at optage sidste sæson af Kurs Mod Fjerne Kyster. Det er jo ingen hemmelighed, at drengene har valgt at snyde lidt i forhold til jordomsejlingen og tage med et containerskib igennem Suez, da det er et piratpræget farvand. De blev fragtet fra Singapore til Marokko, hvorfra de skulle fortsætte på egen hånd. Problemet var bare, at havnen ikke havde det udstyr, der skulle hejse Havana ned i vandet, derfor måtte båden blive om bord og sejle med helt til Rotterdam, hvor den ankommer i morgen, onsdag. Så der havde været drama, som Mikkel udtrykte det og nu skulle sommerens sejlplaner ændres, da familien egentlig havde planlagt, at de skulle sejle op langs Portugal og den vej hjem.

Ja, den sidste nye sladder, fik vi altså denne aften. Mikkel snakkede selvfølgelig også om familiens sejlerhistorie og hvad det havde betydet for dem, at vie livet til sejlads. Noget, jeg bed mærke i, og som jeg har tænkt meget over efterfølgende, er Mikkels opsang til sine yngre kollegaer. Han fortalte, at han kigger på sine yngre kollegaer på Go’ Morgen Danmark og bliver trist over, hvor travlt de har med at få alle de dyre ting, den store bil og den lækre lejlighed. De glemmer at gøre ting sammen, for hele deres verden handler om dem selv, så de hurtigt kan få det, de drømmer om. Det er vigtigt, at lave noget med andre, ikke nødvendigvis sejle jorden rundt, men lave noget med andre, udføre projekter med andre. Være sammen om noget! Det er noget, der efterfølgende har givet mig stof til eftertanke i forhold til, hvor travlt jeg har med at komme hjem og være mig selv og få styr på mit liv. Jeg vil blive bedre til at være sammen med andre og få oplevelser med andre!

Mikkel er meget veltalende og ved lige hvordan, han skal charme sig ind på sit publikum. Måden han venskabeligt, nærmest familiært “aftaler” med publikum, hvornår der er pause og i spørgerunden går over tid, for nu har vi det jo lige så hyggeligt. “Ej, så snupper vi lige et spørgsmål mere, jeg ved godt, at den er 20 min. over og skal nogen nå noget, så må I endelig gå, jeg bliver ikke skuffet, hvis I lister ud” Som om, der er nogen, der lister ud, når Mikkel taler! Vi sidder alle sammen og føler os som noget særligt, fordi vi får ekstra tid. Tid, der sikkert er regnet ind i planlægningen, men det snakker vi ikke højt om.

Efterfølgende kan man få en sludder med Mikkel og få signeret sin bog. Jeg står selvfølgelig i kø, for jeg skal da op og fortælle Mikkel, at jeg også lige er kommet hjem fra det store udland. Mikkel synes, at vi er meget tålmodige, når vi venter så pænt i kø, men det er jo en del af gamet, hvis man vil have en hyggesludder med manden. Dem, der ikke vil det, er jo gået!

Jeg er lidt star strucked og begynder bare at snakke, da jeg kommer op til Mikkel. Han får mit navn med en hurtig opremsning af, hvor mange PH’er og E’er, der er i Stephanie, hvorefter jeg straks fortæller om min rejse. Mikkel prøver at holde tungen lige i munden, for han skal både huske det med PH’erne og selvfølgelig spørge høfligt ind til min rejse. Jeg fortæller, at jeg startede på Samos sidste sommer og sluttede på Sri Lanka sidste måned. Mikkel stopper op et splitsekund, det er tydeligt, at han ikke lige kan se, hvordan rejseruten er, når man starter på Samos og slutter på Sri Lanka. Jeg skynder mig at skifte emne, for jeg vil faktisk helst undgå at fortælle, at det var et job i charterbranchen, der førte mig til Samos. Man bruger kun ordet charter i forbindelse med en joke, når man taler med en rejsende som Mikkel, så den lader vi ligge.

Mikkel er et utroligt sødt menneske. Et af den slags mennesker, man kun kan holde af. Hans fortælling er fascinerende og han fanger sit publikum fra starten. Vi fik en lille anekdote om Pia Kjærsgaard og så var vi i gang. Det var en spændende og inspirerende aften, hvor vi for alvor kom til søs med Mikkel.

Det var en travl uge i sidste uge med ballet, koncert og selvfølgelig en aften i selskab med denne mand. Faste læsere ved, at jeg ELSKER TV-programmerne Kurs Mod Fjerne Kyster og i øvrigt har en jordomsejler gemt i maven. Så det er da oplagt at bruge en aften sammen med farmand Mikkel.

Mikkel var dagen inden landet i Danmark efter tre måneder på havet med drengene for at optage sidste sæson af Kurs Mod Fjerne Kyster. Det er jo ingen hemmelighed, at drengene har valgt at snyde lidt i forhold til jordomsejlingen og tage med et containerskib igennem Suez, da det er et piratpræget farvand. De blev fragtet fra Singapore til Marokko, hvorfra de skulle fortsætte på egen hånd. Problemet var bare, at havnen ikke havde det udstyr, der skulle hejse Havana ned i vandet, derfor måtte båden blive om bord og sejle med helt til Rotterdam, hvor den ankommer i morgen, onsdag. Så der havde været drama, som Mikkel udtrykte det og nu skulle sommerens sejlplaner ændres, da familien egentlig havde planlagt, at de skulle sejle op langs Portugal og den vej hjem.

Ja, den sidste nye sladder, fik vi altså denne aften. Mikkel snakkede selvfølgelig også om familiens sejlerhistorie og hvad det havde betydet for dem, at vie livet til sejlads. Noget, jeg bed mærke i, og som jeg har tænkt meget over efterfølgende, er Mikkels opsang til sine yngre kollegaer. Han fortalte, at han kigger på sine yngre kollegaer på Go’ Morgen Danmark og bliver trist over, hvor travlt de har med at få alle de dyre ting, den store bil og den lækre lejlighed. De glemmer at gøre ting sammen, for hele deres verden handler om dem selv, så de hurtigt kan få det, de drømmer om. Det er vigtigt, at lave noget med andre, ikke nødvendigvis sejle jorden rundt, men lave noget med andre, udføre projekter med andre. Være sammen om noget! Det er noget, der efterfølgende har givet mig stof til eftertanke i forhold til, hvor travlt jeg har med at komme hjem og være mig selv og få styr på mit liv. Jeg vil blive bedre til at være sammen med andre og få oplevelser med andre!

Mikkel er meget veltalende og ved lige hvordan, han skal charme sig ind på sit publikum. Måden han venskabeligt, nærmest familiært “aftaler” med publikum, hvornår der er pause og i spørgerunden går over tid, for nu har vi det jo lige så hyggeligt. “Ej, så snupper vi lige et spørgsmål mere, jeg ved godt, at den er 20 min. over og skal nogen nå noget, så må I endelig gå, jeg bliver ikke skuffet, hvis I lister ud” Som om, der er nogen, der lister ud, når Mikkel taler! Vi sidder alle sammen og føler os som noget særligt, fordi vi får ekstra tid. Tid, der sikkert er regnet ind i planlægningen, men det snakker vi ikke højt om.

Efterfølgende kan man få en sludder med Mikkel og få signeret sin bog. Jeg står selvfølgelig i kø, for jeg skal da op og fortælle Mikkel, at jeg også lige er kommet hjem fra det store udland. Mikkel synes, at vi er meget tålmodige, når vi venter så pænt i kø, men det er jo en del af gamet, hvis man vil have en hyggesludder med manden. Dem, der ikke vil det, er jo gået!

Jeg er lidt star strucked og begynder bare at snakke, da jeg kommer op til Mikkel. Han får mit navn med en hurtig opremsning af, hvor mange PH’er og E’er, der er i Stephanie, hvorefter jeg straks fortæller om min rejse. Mikkel prøver at holde tungen lige i munden, for han skal både huske det med PH’erne og selvfølgelig spørge høfligt ind til min rejse. Jeg fortæller, at jeg startede på Samos sidste sommer og sluttede på Sri Lanka sidste måned. Mikkel stopper op et splitsekund, det er tydeligt, at han ikke lige kan se, hvordan rejseruten er, når man starter på Samos og slutter på Sri Lanka. Jeg skynder mig at skifte emne, for jeg vil faktisk helst undgå at fortælle, at det var et job i charterbranchen, der førte mig til Samos. Man bruger kun ordet charter i forbindelse med en joke, når man taler med en rejsende som Mikkel, så den lader vi ligge.

Mikkel er et utroligt sødt menneske. Et af den slags mennesker, man kun kan holde af. Hans fortælling er fascinerende og han fanger sit publikum fra starten. Vi fik en lille anekdote om Pia Kjærsgaard og så var vi i gang. Det var en spændende og inspirerende aften, hvor vi for alvor kom til søs med Mikkel.

Jeg er hoppet på toget til Jylland, nærmere bestemt Haderslev, for at høre den tyske sanger Michael Patrick Kelly synge. Hvem er det? spørger du nok. Hvis jeg siger Paddy Kelly og The Kelly Family, er der så noget, der ringer? Ja, dem fra Tyskland med langt hår… Ja, nogle af dem laver stadigvæk musik… Nej, det er ikke sådan noget folkemusik, som det var engang (selvom det ikke have gjort noget, hvis det var!)

Og ja, jeg er taget til Jylland for at høre en af dem synge. Jeg har været meget stor fan af The Kelly Family siden jeg var 10 år og har været til utallige koncerter med dem. Jeg er vokset op med dem og med deres musik, som selvfølgelig har ændret sig i takt med at de blev ældre, men det blev jeg jo også. I dag laver de ikke længere musik sammen, men flere af dem har soloprojekter kørende og en af dem er Michael Patrick Kelly, eller Paddy, som han var kendt under i 90’erne.

I min optik er Paddy både den flotteste mand i verden og indehaveren af verdens bedste sangstemme, så når han gæster Danmark, så står jeg klar. Mange af dem, der kommer til sådan en koncert er som jeg, gamle Kelly-fans, som stadigvæk dyrker musikken i bedste teenage-idoldyrkelsesstil. Da alle har en fælles interesse og ofte ikke møder så mange andre i deres omgangskreds, der lytter til musikken, så er de fleste meget åbne og udadvendte til koncerterne. Derfor er det heller ikke noget problem, at jeg tager afsted alene, for den første jeg møder foran koncertstedet, er en, jeg kender fra Facebook. Og så går det ellers bare fremad med nye bekendtskaber.

Selve koncerten er også helt fantastisk. Der bliver spillet en rigtig god blanding af nyt, gammelt, meget gammelt, covers og fællessang. Der er en god energi både hos Paddy og hos publikum og alle er høje, da koncerten slutter. Jeg skal overnatte i Haderslev, så jeg bliver hængende efter koncerten med nogle af de andre. Vi var heldige, for Paddy vælger efter en times tid at komme ud og få taget billeder og sludre med folk. Det er til trods for, at hans manager havde sagt tidligere, at han ikke gjorde. Paddy gør som Paddy vil!

Jeg føler mig så heldig, at jeg i så tidlig en alder fandt en passion, som jeg har bevaret og er vokset op med. Stephanie 10 år dyrkede The Kelly Family, købte alle deres CD’er, VHS-bånd, bøger, postkort og t-shirt. Lærte sig tysk, så hun kunne læse det tyske musikblad Bravo, hvor der hver uge stod noget om familien, lærte sig spansk, så hun forstod de spanske sange og tog til alle de koncerter, hun kunne slippe afsted med. Musikken betød så meget for mig allerede dengang og prægede mit liv i meget høj grad. I dag, 23 år senere er det Stephanie 33 år, der står til koncerten og i øvrigt også har købt den nyeste CD. Musikken betyder stadigvæk alt. Det er stadigvæk det mest spillet musik i mit hjem. Stilen har ændret sig, familien er gået solo og alle er blevet voksne, det er jeg jo også!

Vil du høre lidt fra koncerten, så har jeg lagt en kort video op her.

Så er der billedespam:

Jeg er hoppet på toget til Jylland, nærmere bestemt Haderslev, for at høre den tyske sanger Michael Patrick Kelly synge. Hvem er det? spørger du nok. Hvis jeg siger Paddy Kelly og The Kelly Family, er der så noget, der ringer? Ja, dem fra Tyskland med langt hår… Ja, nogle af dem laver stadigvæk musik… Nej, det er ikke sådan noget folkemusik, som det var engang (selvom det ikke have gjort noget, hvis det var!)

Og ja, jeg er taget til Jylland for at høre en af dem synge. Jeg har været meget stor fan af The Kelly Family siden jeg var 10 år og har været til utallige koncerter med dem. Jeg er vokset op med dem og med deres musik, som selvfølgelig har ændret sig i takt med at de blev ældre, men det blev jeg jo også. I dag laver de ikke længere musik sammen, men flere af dem har soloprojekter kørende og en af dem er Michael Patrick Kelly, eller Paddy, som han var kendt under i 90’erne.

I min optik er Paddy både den flotteste mand i verden og indehaveren af verdens bedste sangstemme, så når han gæster Danmark, så står jeg klar. Mange af dem, der kommer til sådan en koncert er som jeg, gamle Kelly-fans, som stadigvæk dyrker musikken i bedste teenage-idoldyrkelsesstil. Da alle har en fælles interesse og ofte ikke møder så mange andre i deres omgangskreds, der lytter til musikken, så er de fleste meget åbne og udadvendte til koncerterne. Derfor er det heller ikke noget problem, at jeg tager afsted alene, for den første jeg møder foran koncertstedet, er en, jeg kender fra Facebook. Og så går det ellers bare fremad med nye bekendtskaber.

Selve koncerten er også helt fantastisk. Der bliver spillet en rigtig god blanding af nyt, gammelt, meget gammelt, covers og fællessang. Der er en god energi både hos Paddy og hos publikum og alle er høje, da koncerten slutter. Jeg skal overnatte i Haderslev, så jeg bliver hængende efter koncerten med nogle af de andre. Vi var heldige, for Paddy vælger efter en times tid at komme ud og få taget billeder og sludre med folk. Det er til trods for, at hans manager havde sagt tidligere, at han ikke gjorde. Paddy gør som Paddy vil!

Jeg føler mig så heldig, at jeg i så tidlig en alder fandt en passion, som jeg har bevaret og er vokset op med. Stephanie 10 år dyrkede The Kelly Family, købte alle deres CD’er, VHS-bånd, bøger, postkort og t-shirt. Lærte sig tysk, så hun kunne læse det tyske musikblad Bravo, hvor der hver uge stod noget om familien, lærte sig spansk, så hun forstod de spanske sange og tog til alle de koncerter, hun kunne slippe afsted med. Musikken betød så meget for mig allerede dengang og prægede mit liv i meget høj grad. I dag, 23 år senere er det Stephanie 33 år, der står til koncerten og i øvrigt også har købt den nyeste CD. Musikken betyder stadigvæk alt. Det er stadigvæk det mest spillet musik i mit hjem. Stilen har ændret sig, familien er gået solo og alle er blevet voksne, det er jeg jo også!

Vil du høre lidt fra koncerten, så har jeg lagt en kort video op her.

Så er der billedespam:

“Skal I til ballet?” Er det første en Christianit råber til os. Vi får et program stukket i hånden og bliver sendt i den rigtige retning. Længere henne møder vi endnu en Christianit, der råber at balletten er denne vej. Vi kommer ned på Fredens Eng, hvor der allerede er kommet mange, selvom vi er i god tid. Vi skal jo nå at spise vores medbragte salat inden det starter. Heldigvis er der sørget for underholdning for dem, der er i god tid. Danserne er ved at varme op på scenen iført træningstøj og solbriller.

Klokken nærmer sig syv og balletmester, Nikolaj Hübbe går på scenen sammen med Tanja, som åbenbart er Christianias tovholder på projektet. Denne aften er et meget godt billede på den retning, som Den Kgl. Ballet er gået i under Hübbes lederskab. De er blevet folkelige. De var den første kunstart på Det Kongelige Teater, der forsøgte sig med at kommunikere med teatrets fans fremfor blot at informere. De lavede, og laver stadigvæk særlige forestillinger, der henvender sig til det utrænede balletpublikum. De eksperimenterer og åbner op for en ellers lukkede verden, som teatret ofte er. Og ja, så er de i år for andet år i træk på Christiania i forbindelse med deres lille sommertourné.

Aften starter med en pas de deux fra Coppelia og tager os med rundt i et blandet repertoire, der blandt andet byder på Bournonvilleklassiskeren Napoli, John Neumeiers fantastiske Romeo og Julie, moderne dans fra Cacti og musicalen Come Fly Away. Et alsidigt udvalg, der viser, hvor alsidig et balletkompagni, vi har i Danmark.

Så snart solen går ned bliver det koldt, men vi har alligevel været heldige med vejret. I morges regnede det. Balletdansere kan ikke lide at danse, når det regner, så vi er glade for, at det blev en aften med blå himmel alligevel.

“Skal I til ballet?” Er det første en Christianit råber til os. Vi får et program stukket i hånden og bliver sendt i den rigtige retning. Længere henne møder vi endnu en Christianit, der råber at balletten er denne vej. Vi kommer ned på Fredens Eng, hvor der allerede er kommet mange, selvom vi er i god tid. Vi skal jo nå at spise vores medbragte salat inden det starter. Heldigvis er der sørget for underholdning for dem, der er i god tid. Danserne er ved at varme op på scenen iført træningstøj og solbriller.

Klokken nærmer sig syv og balletmester, Nikolaj Hübbe går på scenen sammen med Tanja, som åbenbart er Christianias tovholder på projektet. Denne aften er et meget godt billede på den retning, som Den Kgl. Ballet er gået i under Hübbes lederskab. De er blevet folkelige. De var den første kunstart på Det Kongelige Teater, der forsøgte sig med at kommunikere med teatrets fans fremfor blot at informere. De lavede, og laver stadigvæk særlige forestillinger, der henvender sig til det utrænede balletpublikum. De eksperimenterer og åbner op for en ellers lukkede verden, som teatret ofte er. Og ja, så er de i år for andet år i træk på Christiania i forbindelse med deres lille sommertourné.

Aften starter med en pas de deux fra Coppelia og tager os med rundt i et blandet repertoire, der blandt andet byder på Bournonvilleklassiskeren Napoli, John Neumeiers fantastiske Romeo og Julie, moderne dans fra Cacti og musicalen Come Fly Away. Et alsidigt udvalg, der viser, hvor alsidig et balletkompagni, vi har i Danmark.

Så snart solen går ned bliver det koldt, men vi har alligevel været heldige med vejret. I morges regnede det. Balletdansere kan ikke lide at danse, når det regner, så vi er glade for, at det blev en aften med blå himmel alligevel.