Ombord på ubåd

Vi sejlede med færge til Suomenlinna, der ligger lidt udenfor Helsinkis kyst. Suomenlinna er et gammelt fort, der i dag er et yndet turistmål. Der findes flere museer, cafeer og små butikker på øen, hvilket gør den til en oplagt turistfælde. Men vælger du, som vi gjorde, at besøge den på en overskyet dag, så slipper du for turisterne og kan nyde den faktisk rigtig hyggelige lille ø.

Et af museerne på øen er et ubådsmuseum, eller en gammel ubåd ombygget til museum. Der kan ikke være meget mere end 4-5 besøgende af gangen, for museet er ikke større end ja… en ubåd.

Inde i båden får man et rigtig godt indtryk af den meget begrænset plads. Forrest i ubåden står kanonerne. De har sikkert et andet navn, når de er på en ubåd. Det er to store tanke, hvor selve missilet skydes ind i en tank, der sender det ud i vandet. Der var godt nok ikke meget plads, når sådan en fætter skulle affyres. For at udnytte pladsen optimalt, var der lige sat to køjer op ved siden af kanonerne.

I midten af båden er der et lille bitte køkken og derefter maskinrummet, hvor bådens eneste lydtætte rum, radiorummet også findes.

I bagerste ende af ubåden var toilettet, men det er nu taget ud til fordel for museets udgang, men det så altså sådan ud engang. Allerbagerst er de sidste køjer. Man skal ikke være en stor og kraftig mand, hvis man skal arbejde på sådan en ubåd.

Ubåden hedder Veisikko, hvilket betyder mink. Hun blev taget i brug i 1933 og var til at starte med på tyske hænder. Finland købte hende i 1936, hvor hun beskyttede den finske kyst og de handelsskibe, der kom dertil. Efter anden verdenskrig blev det forbudt for Finland at eje ubåde. De finske ubåde blev solgt til Belgien, men Veisikko fik lov til at blive, men skulle finde en anden funktion. I 1973 åbnede hun op som museum efter en lang og omfattende renovering.