Vi kommer kørende i bus fra vores surferparadis i Arugambay på vej til Sri Lankas safaripark no. 1, Yala. Pludselig stopper bussen, for midt på landevejen står en elefant. En vild elefant uden kæder eller dyrepasser. Sådan en elefant kan man ikke bare liste sig forbi, for de ser måske søde ud, men der gemmer sig et temperament inde bagved de sørgmodige øjne. Hvis elefanten får lyst, så kan den uden videre vælte vores store bus.

Vi holder længe og venter på, at elefanten beslutter sig for at flytte sig, men den har et helt bestemt formål med sin placering. Den tigger! Af og til lister der sig en bil forbi og hver gang stikker elefanten snablen helt ind ad vinduet i håb om en godbid.

Jeg spørger vores lokalguide, om vi ikke bare kan give den en banan og så drøne forbi imens den spiser. Lokalguiden kigger grinene på mig. “Har du da en banan?” Spørger han. Og ja, det har jeg faktisk. Den var godt nok tænkt som morgenmad i morgen, hvor vi skal op kl. 5 og på safari, men jeg ofrer den gerne til en lækkersulten elefant.

Lokalguiden snakker med chaufføren og de beslutter sig for at tage chancen. Jeg får at vide, at jeg skal kaste bananen ud af det lille vindue, som bliver åbnet til lejligheden, og så triller vi langsomt hen mod elefanten. Da den får øje på os, stikker den straks snablen i munden, hvilket jo er et tydeligt tegn på, at den gerne vil have lidt mad. Kommunikationen fejler ikke noget.

Da vi er lige ud for den, stikker den lynhurtigt snablen ind af vinduet. Den ved godt, hvor maden kommer fra. Jeg skal lige til at ae den på snablen og fortælle den, hvor vild jeg er med elefanter, da jeg kommer i tanke om, at den er vild og sikkert er pænt ligeglad med, om jeg kan lide elefanter eller ej. Så jeg kaster bananen og bussen kører forbi imens elefanten nyder sin snack.

Første billede er taget i Sigariya, så det har i virkeligheden intet med historien at gøre, men der var jo en elefant. Det andet billede er taget in action!

Vi kommer kørende i bus fra vores surferparadis i Arugambay på vej til Sri Lankas safaripark no. 1, Yala. Pludselig stopper bussen, for midt på landevejen står en elefant. En vild elefant uden kæder eller dyrepasser. Sådan en elefant kan man ikke bare liste sig forbi, for de ser måske søde ud, men der gemmer sig et temperament inde bagved de sørgmodige øjne. Hvis elefanten får lyst, så kan den uden videre vælte vores store bus.

Vi holder længe og venter på, at elefanten beslutter sig for at flytte sig, men den har et helt bestemt formål med sin placering. Den tigger! Af og til lister der sig en bil forbi og hver gang stikker elefanten snablen helt ind ad vinduet i håb om en godbid.

Jeg spørger vores lokalguide, om vi ikke bare kan give den en banan og så drøne forbi imens den spiser. Lokalguiden kigger grinene på mig. “Har du da en banan?” Spørger han. Og ja, det har jeg faktisk. Den var godt nok tænkt som morgenmad i morgen, hvor vi skal op kl. 5 og på safari, men jeg ofrer den gerne til en lækkersulten elefant.

Lokalguiden snakker med chaufføren og de beslutter sig for at tage chancen. Jeg får at vide, at jeg skal kaste bananen ud af det lille vindue, som bliver åbnet til lejligheden, og så triller vi langsomt hen mod elefanten. Da den får øje på os, stikker den straks snablen i munden, hvilket jo er et tydeligt tegn på, at den gerne vil have lidt mad. Kommunikationen fejler ikke noget.

Da vi er lige ud for den, stikker den lynhurtigt snablen ind af vinduet. Den ved godt, hvor maden kommer fra. Jeg skal lige til at ae den på snablen og fortælle den, hvor vild jeg er med elefanter, da jeg kommer i tanke om, at den er vild og sikkert er pænt ligeglad med, om jeg kan lide elefanter eller ej. Så jeg kaster bananen og bussen kører forbi imens elefanten nyder sin snack.

Første billede er taget i Sigariya, så det har i virkeligheden intet med historien at gøre, men der var jo en elefant. Det andet billede er taget in action!

Billedet her er taget fra Lipton’s Seat, men udsigten er mindst lige så flot fra Little Adams Peak.

Jeg sidder lige nu i Ella, der ligger sydligt i midten af Sri Lanka. Ella er tydeligvis et område, der tiltrækker backpackere i alle aldre, for der er meget få rigtige hoteller og rigtig mange hostels og værelsesudlejere. Området er mest kendt for klippeformationerne Ellas Rock og Adams Peak, som dem med god kondi kan bestige. Adams Peak er først indlagt senere i vores program, så i dag tog vi en gåtur til Little Adams Peak, der som så mange andre steder her på Sri Lanka, bød på en fantastisk udsigt.

Jeg kan rigtig godt lide Sri Lanka, især når vi befinder os i disse områder, der er præget af backpackermiljøet. Her er der mulighed for at få god, men billig mad. Stemningen er god og afslappet. Jeg sidder lige nu med udsigt ud over byen, det eneste der forstyrrer er den myg, der har fundet vej ind i receptionen. For et øjeblik siden fandt et egern også vej herind, men den er stukket af igen.

I dag har vi en tiltrængt fridag. Programmet har den sidste uge været tæt pakket med mange oplevelser og en del hotelskift. Vi skal jo også dække hele det sydlige Sri Lanka på 14 dage. Internettet har været nærmest ikke-eksisterende, hvilket har gjort det svære at holde omverden opdateret. Havde jeg været på en rejse på egen hånd, så havde jeg nok bare affundet mig med tanken om at være i nuet, men når rejsen er arbejdsreleteret, så er det svært at give helt slip.

I dag er der en måned til turen slutter. Det er gået stærkt!

Dette indlæg er skrevet d. 19 marts, men grundet dårligt wifi, er det først røget op nu!

Tiden flyver af sted og i morgen drager vi allerede mod vores 3. hotel på rundrejsen. Vi ankom til Sri Lanka i onsdags og siden oplevet alt lige fra elefanter, der bader i floder til skolebørn, der spiller teater.

Vi startede i Pinnawala, hvor vi boede lige ned til en flod. I nærheden lå et elefantbørnehjem, som tager sig af forældreløse elefanter og elefanter, der er for skadet til at komme ud i naturen. Hver dag bliver alle elefanterne ført ned til floden, hvor de så får lov at boltre sig i vandet. De fleste elefanter går løse nede ved floden. Kun de syge og meget aggressive elefanter bliver lænket, men stadigvæk med plads til at smide sig i vandet. Fire timers flodbadning får elefanterne inden de kommer tilbage på børnehjemmet. Her går de fleste elefanter fri på store arealer, hvor der er plads til at opføre sig som en elefant. Generelt er jeg ikke fan af de meget turistede dyreattraktioner, men jeg må indrømme, at jeg blev positivt overrasket over, hvor godt elefanterne havde det.

Elefanter lever i det vilde på Sri Lanka og selvom mange elefanter bare bevæger sig rundt i naturen, så har man lavet flere naturreservater, hvor elefanterne kan være i fred for krybskytter. Den asiatiske elefant er ved at uddø, så her gør man sit for at bevare den. Vi kørte rundt i jeep i et stort reservat, hvor vi så flere store elefantflokke og masser af små dejlige elefantunger. Der er håb forude for arten!

Vi har også været ude og besøge en skole, hvor børnene sang for os og optrådte med et lille teaterstykke. Vi sang også for dem og gav dem små gaver. Det er altid sjovt at se, hvordan skolesystemet fungerer i andre lande.

Vi har allerede oplevet en masse og lært meget om Sri Lanka og deres måde at leve på. I dag besøgte vi en traditionel landsby, hvor vi fik et indblik i hverdagslivet for nogle hundrede år siden.

Lige nu sidder jeg udenfor mit værelse på et virkelig lækkert hotel. Vi bor langt væk fra vej og by, så den eneste lyd er cikaderne og en mand, der synger noget, på et sprog jeg ikke forstår. Strømmen er lige gået, hvilket den gør flere gange dagligt, så computerskærmen udgør mit eneste lys. Om lidt skal jeg ind og se hvad der blev af den lille edderkop, der kravlede rundt på den forkerte side af mit vindue (Den sad på indersiden) og bagefter er der aftensmad!

Dette indlæg er skrevet d. 19 marts, men grundet dårligt wifi, er det først røget op nu!

Tiden flyver af sted og i morgen drager vi allerede mod vores 3. hotel på rundrejsen. Vi ankom til Sri Lanka i onsdags og siden oplevet alt lige fra elefanter, der bader i floder til skolebørn, der spiller teater.

Vi startede i Pinnawala, hvor vi boede lige ned til en flod. I nærheden lå et elefantbørnehjem, som tager sig af forældreløse elefanter og elefanter, der er for skadet til at komme ud i naturen. Hver dag bliver alle elefanterne ført ned til floden, hvor de så får lov at boltre sig i vandet. De fleste elefanter går løse nede ved floden. Kun de syge og meget aggressive elefanter bliver lænket, men stadigvæk med plads til at smide sig i vandet. Fire timers flodbadning får elefanterne inden de kommer tilbage på børnehjemmet. Her går de fleste elefanter fri på store arealer, hvor der er plads til at opføre sig som en elefant. Generelt er jeg ikke fan af de meget turistede dyreattraktioner, men jeg må indrømme, at jeg blev positivt overrasket over, hvor godt elefanterne havde det.

Elefanter lever i det vilde på Sri Lanka og selvom mange elefanter bare bevæger sig rundt i naturen, så har man lavet flere naturreservater, hvor elefanterne kan være i fred for krybskytter. Den asiatiske elefant er ved at uddø, så her gør man sit for at bevare den. Vi kørte rundt i jeep i et stort reservat, hvor vi så flere store elefantflokke og masser af små dejlige elefantunger. Der er håb forude for arten!

Vi har også været ude og besøge en skole, hvor børnene sang for os og optrådte med et lille teaterstykke. Vi sang også for dem og gav dem små gaver. Det er altid sjovt at se, hvordan skolesystemet fungerer i andre lande.

Vi har allerede oplevet en masse og lært meget om Sri Lanka og deres måde at leve på. I dag besøgte vi en traditionel landsby, hvor vi fik et indblik i hverdagslivet for nogle hundrede år siden.

Lige nu sidder jeg udenfor mit værelse på et virkelig lækkert hotel. Vi bor langt væk fra vej og by, så den eneste lyd er cikaderne og en mand, der synger noget, på et sprog jeg ikke forstår. Strømmen er lige gået, hvilket den gør flere gange dagligt, så computerskærmen udgør mit eneste lys. Om lidt skal jeg ind og se hvad der blev af den lille edderkop, der kravlede rundt på den forkerte side af mit vindue (Den sad på indersiden) og bagefter er der aftensmad!

At rejse med Dansk Studie Center er en anderledes måde at opleve verden på. Kursisterne bliver konstant sat i situationer, der presser dem og overskrider deres grænser. Selvom vi kun har været afsted i halvanden uge, har flere af dem allerede givet udtryk for, at de har rykket sig og overskredet det, der hidtil har været en grænse.

Hver dag sker der så mange ting, så dagene flyder sammen. Derfor skriver flere af kursisterne dagbog, for at få det hele med. Jeg har derudover oprettet en blog til gruppen, som de skiftevis kan bidrage til i form af billeder og indlæg. Der varierer meget, hvor ofte de skriver, men nu er der da endelig kommet lidt gang i bloggen. Så er du nysgerrig på vores måde at rejse på, og vil du gerne høre historierne fra kursisternes side, så kig med her:

MASL F16

Tiden flyver afsted og vi har det godt! Maldiverne er stadigvæk et paradis på jord, som jeg hver dag forundres over. Tænk at havet kan have så mange nuancer af blå og at sandet kan være så hvidt og blødt (på nær når man træder på opskyllet koraller!) Tænk at husene kan være så faldefærdige og samtidig så farvestrålende. At livet på denne lille ø kan være så simpelt, selvom selv de simple ting, kan virke besværlige!

For et par dage siden var vi på et besøg i den lokale børnehave, hvor eleverne kun er 2-2,5 år gamle. Så små og fine i deres flotte hvide og røde skoleuniform. Hver dag møder de ind til 2 timers fællessang og leg. De lidt større børn har koranlæsning og tavleundervisning. Selvom de fleste endnu ikke er fyldt 3 år, så har de en disciplin og en respekt for deres lærerinder, som danske børn kunne lære meget af. De bliver bedt om at tegne og så tegner de. De bliver bedt om at sætte sig ned og lege og så gør de det. Der er ingen børneskrig eller hævede stemmer. Blot en lærerinde, der siger at nu skal de gøre sådan og så gør de det. Det var en sjov oplevelse både for os og for børnene, som synes at det var meget spændende og en lille smule farligt at have 8 danskere med i undervisningen.

Tiden flyver afsted og vi har det godt! Maldiverne er stadigvæk et paradis på jord, som jeg hver dag forundres over. Tænk at havet kan have så mange nuancer af blå og at sandet kan være så hvidt og blødt (på nær når man træder på opskyllet koraller!) Tænk at husene kan være så faldefærdige og samtidig så farvestrålende. At livet på denne lille ø kan være så simpelt, selvom selv de simple ting, kan virke besværlige!

For et par dage siden var vi på et besøg i den lokale børnehave, hvor eleverne kun er 2-2,5 år gamle. Så små og fine i deres flotte hvide og røde skoleuniform. Hver dag møder de ind til 2 timers fællessang og leg. De lidt større børn har koranlæsning og tavleundervisning. Selvom de fleste endnu ikke er fyldt 3 år, så har de en disciplin og en respekt for deres lærerinder, som danske børn kunne lære meget af. De bliver bedt om at tegne og så tegner de. De bliver bedt om at sætte sig ned og lege og så gør de det. Der er ingen børneskrig eller hævede stemmer. Blot en lærerinde, der siger at nu skal de gøre sådan og så gør de det. Det var en sjov oplevelse både for os og for børnene, som synes at det var meget spændende og en lille smule farligt at have 8 danskere med i undervisningen.

Nu har jeg været på Maldiverne i snart en uge og hver dag forundres jeg over dette paradis. Havet er blåt i flere nuancer med en temperatur langt over 25 grader. Alt består af sand og palmer, som var det en reklame for et eller andet dyrt sommerprodukt. Jeg har aldrig oplevet noget så paradis-agtigt.

Maldiverne består af atoller og vi bor på Rasdhoo-atollen, som er en fin blanding af lokale og turister. Ofte er øerne inddelt, så nogle øer består udelukkende af lokale og nogle øer består af hotelresorts. Denne opdeling er lavet for at skåne de lokale, så de ikke behøver at kigge på halvnøgne turister, der fylder sig med alkohol (Det er et muslimsk samfund), men det er også for, at turisterne kan få denne udspolerede paradisoplevelse, uden at være nødt til at skulle forholde sig til den lokale kultur.

Vi bor dog på en ø, hvor der både findes lokale og flere små guesthouses. Rasdhoo Island er en lille bitte ø, som man kan gå rundt på under en time, men her er både to skoler, hospital, apoteker og butikker. Jeg bor på øens ældste hotel, Rasdhoo Island Inn sammen med drengene i min gruppe. Pigerne bor på et andet hotel nede ved stranden. Hver dag spiser vi på en lille restaurant i hovedgaden, hvor vi får serveret den lækkeste mad. Alt sammen ejes af en og samme mand, så der er rigtig godt styr på alting.

Hver dag laver vi spændende ting. Vi har været ude og snorkle, hvilket bød på både haj, rokke og alverdens farvestrålende fisk. Jeg tror dog ikke, vi befinder os der, hvor det er flottest, for jeg havde en forestilling om, at koral- og fiskelivet var større her på Maldiverne. Vi har også haft madlavningskursus, malet t-shirts og i går var vi ude på den flotteste lille ø. Her var havet helt lyseblåt og sandet hvidt. Det var et rent paradis. Dog findes der selvfølgelig også slanger i paradis og vi blev fluks straffet med en ordentlig solskoldning. Derfor er dagen i dag også bare gået med afslapning og læsning.

Jeg trives godt i jobbet som rejseleder, men jeg må da også indrømme, at jeg nok kan takke min gruppe for det. De er så ivrige efter at være sammen og skabe fællesskab, at jeg ikke behøvede at kaste mange bolde op, før de blev grebet. De er allerede i fuld gang med at arrangere aktiviteter for hinanden og jeg kan mærke, at de langsomt tager over og foreslår ting selv. Jeg håber noget så inderligt, at denne begejstring holder hele turen igennem for så kommer både de og jeg hjem med en fantastisk oplevelse.

Nok snak, nu er det tid til at vise billeder fra paradis!

Nu har jeg været på Maldiverne i snart en uge og hver dag forundres jeg over dette paradis. Havet er blåt i flere nuancer med en temperatur langt over 25 grader. Alt består af sand og palmer, som var det en reklame for et eller andet dyrt sommerprodukt. Jeg har aldrig oplevet noget så paradis-agtigt.

Maldiverne består af atoller og vi bor på Rasdhoo-atollen, som er en fin blanding af lokale og turister. Ofte er øerne inddelt, så nogle øer består udelukkende af lokale og nogle øer består af hotelresorts. Denne opdeling er lavet for at skåne de lokale, så de ikke behøver at kigge på halvnøgne turister, der fylder sig med alkohol (Det er et muslimsk samfund), men det er også for, at turisterne kan få denne udspolerede paradisoplevelse, uden at være nødt til at skulle forholde sig til den lokale kultur.

Vi bor dog på en ø, hvor der både findes lokale og flere små guesthouses. Rasdhoo Island er en lille bitte ø, som man kan gå rundt på under en time, men her er både to skoler, hospital, apoteker og butikker. Jeg bor på øens ældste hotel, Rasdhoo Island Inn sammen med drengene i min gruppe. Pigerne bor på et andet hotel nede ved stranden. Hver dag spiser vi på en lille restaurant i hovedgaden, hvor vi får serveret den lækkeste mad. Alt sammen ejes af en og samme mand, så der er rigtig godt styr på alting.

Hver dag laver vi spændende ting. Vi har været ude og snorkle, hvilket bød på både haj, rokke og alverdens farvestrålende fisk. Jeg tror dog ikke, vi befinder os der, hvor det er flottest, for jeg havde en forestilling om, at koral- og fiskelivet var større her på Maldiverne. Vi har også haft madlavningskursus, malet t-shirts og i går var vi ude på den flotteste lille ø. Her var havet helt lyseblåt og sandet hvidt. Det var et rent paradis. Dog findes der selvfølgelig også slanger i paradis og vi blev fluks straffet med en ordentlig solskoldning. Derfor er dagen i dag også bare gået med afslapning og læsning.

Jeg trives godt i jobbet som rejseleder, men jeg må da også indrømme, at jeg nok kan takke min gruppe for det. De er så ivrige efter at være sammen og skabe fællesskab, at jeg ikke behøvede at kaste mange bolde op, før de blev grebet. De er allerede i fuld gang med at arrangere aktiviteter for hinanden og jeg kan mærke, at de langsomt tager over og foreslår ting selv. Jeg håber noget så inderligt, at denne begejstring holder hele turen igennem for så kommer både de og jeg hjem med en fantastisk oplevelse.

Nok snak, nu er det tid til at vise billeder fra paradis!