Jeep safari med dansk Samos ekspert…

Tilbage i juni var jeg på service på et af vores hoteller i Kokkari. Her mødte jeg danske Torben, som udover at have boet på det samme hotelværelse over 900 dage også er lidt af en ekspert, når det kommer til Samos. Vi havde en god snak, hvor han endte med at invitere mig på jeepsafari, når han vendte tilbage til Samos i august. Vi holdte kontakten og i sidste uge tog min danske kollega og jeg med på tur.

Vi nåede rundt på store dele af øen, hvor jeg aldrig ville være kommet, hvis det ikke havde været for Torben. Han kender hver en krog af Samos og var ikke bleg for at dele ud af sin store viden om de områder, vi kørte i.

Dagen var fyldt med oplevelser og noget af det, der gjorde det største indtryk var, hvor mange forskellige ansigter, Samos har. Der er de grønne og frodige områder, bjergene, nåleskove, golde klipper og krystalblåt vand. Øen er lille, men bestemt ikke ensformig.

Hvis der sidder nogen derude, der gerne vil have en lidt dybere viden om Samos, så kan jeg anbefale et besøg på Torbens hjemmeside, Samos Tour. Den er informativ og fyldt med flotte billeder. Hvis nogen fremover vil have en privat rundtur af Torben, så er det bare at skrive og høre, hvornår han næste gang er på Samos.

Her er lidt billeder fra dagen.

Hjem til Danmark…

Lige så træt, jeg bliver af at være i Danmark, lige så meget har jeg glædet mig til dagen i dag, hvor jeg tager på to ugers meget tiltrængt ferie. Egentlig er det ikke fordi, jeg savner Danmark. Jeg er ovre det stadie, hvor jeg længtes efter rugbrød og lakridser. (Det kan købes på Samos!) Jeg savner et køligere klima, hvilket mange nok vil hade mig for at sige. Men 37 grader i skyggen bliver for meget i længden. Jeg savner også et varieret køkken, der laver andet end græsk salat, fyldte tomater og pasta. Som vegetar er man en smule begrænset. Men jeg må være ærlig og sige, at det ikke er Danmark, jeg savner. Hvis vi flyttede min mor, mine dyr og mine venner til et andet sted, så ville jeg besøge dem der! Det jeg glæder mig til, er at se folk!

Derfor er jeg også glad ved tanken om, at jeg ikke skal tilbringe hele ferien i Danmark, men smutter et par dage til London.
Jeg regner med at få opdateret bloggen indenfor de næste par dage med sidste uges eventyr, der blandt andet bestod af jeep safari med en dansk Samos ekspert og et par dage i Athen.
Nu vil jeg lukke kufferten og tage mod lufthavnen.

Danmark, vi ses i eftermiddag!

Kattene på Samos

Der var en dag, hvor jeg åbnede min dør ud til gården og så sad der den sødeste lille kattekilling. Det er stadigvæk et mysterie, hvordan den er kommet ind. Rygtet siger, at vores værter har taget den ind, men jeg tvivler på, at de ville sætte en kat ind i en lukket gård. Den kan også selv være gået ind, hvis nogen har glemt at lukke døren. Dog var den ekstrem kælen, så jeg tror ikke, at det er en ægte Thomas O’malley. Vi gav den en dåse makrel i tomat, hvilket den var meget begejstret for. Den var også ret vild efter at slippe forbi os og komme ind i min lejlighed, men der satte jeg grænsen for gæstfriheden. Efter måltidet lokkede vi den ud af gården og vi har ikke set den siden.

Samos er fyldt med katte. Pythagorion er fyldt med katte, ja bare min gade er fyldt med katte. Der bliver stillet mad frem til dem, både af øens dyrecenter og af private, men de er på ingen måde kælekatte (Lige på nær den, der sad foran min dør) At være gadekat på Samos er et seriøst erhverv. Der er ingen tvivl om, at der er grupperinger og rangorden. Om natten kan man høre dem slås og det går voldsomt for sig. Man kan ikke komme i nærheden af kattene. De kigger ondt på en, når man stopper op og kigger på dem, og de løber, hvis man står der for længe.

For at kontrollere kattebestanden på Samos, bliver kattene indfanget og steriliseret. Derefter får de klippet en bid af øret, så man kan holde styr på, hvilke katte, man har haft fat i. Derfor mangler mange af kattene noget af øret. Det betyder også, at de fleste katte på øen er nogenlunde sunde og raske, da de bliver behandlet eller aflivet, hvis de er syge, når de bliver indfanget.

Flygtninge på Samos

Man skal vist have levet under en sten, hvis man ikke har hørt noget om flygtningene i Grækenland. Jeg har hørt, at medierne i Skandinavien lystigt viser klip fra overfyldte flygtningelejere, vrede og oprørte flygtninge og menneskeskæbner, der ligger meget langt væk fra det ferieparadis, folk drømmer om, når de tænker på det græske ø-hav.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at vi ikke mærkede noget til flygtningene. Det startede med, at små grupper ankom med færgerne fra de mindre øer, blev samlet og registreret på Samos, for derefter, at blive sejlet til Athen. Vi blev konfronteret med situationen, når de gik fra færgen og hen til kystvagten i Pythagorion, eller sad foran politistationen i Vathi.
De overnattede ikke på Samos, men var her blot nogle timer.

I dag er situationen anderledes. Vi møder dem på vejen imellem Pythagorion og Vathi, hvor de bruger de kølige morgentimer på at gå inden, det bliver for varmt.
Jeg læste en længere artikel om flygtninge på Kos i muligvis i Information eller Politiken (Ja, det med kilder er vist lige smuttet) for noget tid siden. Den beskrev hvordan flygtninge, der blev samlet op på havet af myndighederne, bliver kørt i bus fra havnen til kontoret, hvor de skal registreres. Driver de i land, er de derimod ikke berettiget til hjælp og skal derfor gå selv. De må ikke køres eller på anden måde hjælpes.
Jeg tænker meget på, om dette er tilfældet, når jeg møder dem om morgen på vej til kontoret.

Grupperne er også blevet større. Før sad der omkring 20-30 mennesker og ventede foran politistationen. Nu sidder der over 100, hvis det ellers kan gøre det. Tiden, de befinder sig på Samos, er også blevet længere. Lidt udenfor Vathi har der de sidste par dage siddet en stor gruppe, der har lavet noget, der næsten kunne ligne en lejer. De leder efter pap i skraldespandene, så de har noget at sidde på og de tørrer det saltvandsvåde tøj på hegnet.

Det er hårdt at blive konfronteret med andres meget triste skæbne, når man befinder sig i det, der burde være et ferieparadis. Vi får rigtig mange henvendelser fra gæster, der er ved at gøre sig klar til deres ferie. De er delt i to; Der er dem, der vil vide, hvad de kan tage med for at hjælpe. Mangler de tøj eller legetøj? Hvor kan man aflevere det, man tager med? Får de mad og vand? Man kan aflevere det hos politiet. De har et rum, hvor alt bliver samlet i og derefter fordelt. De får ikke mad, men der bliver uddelt lidt vand, når politiet har fået doneret noget. Gavner det? Det ved jeg ikke!

Der er også dem, der er utrygge ved situationen. De vil holde ferie og ønsker ikke at blive konfronteret med fattige og hjemløse mennesker. De er bange for flygtningene. Bange for, at de er kriminelle og dermed gør Samos til et farligere sted. Jeg har hele tiden holdt fast i, at der ikke er tale om kriminelle, men om folk, der er flygtet fra et liv, de ikke kunne leve og dermed håber på en ny og bedre start. Det gør dem ikke farlige! Men det er svært at hamle op med billeder af flygtninge i oprør, der med en aggressiv opførsel lader deres frustrationer gå ud over andre.
Jeg vil dog understrege, at jeg ikke en eneste gang har oplevet en ophedet eller truende atmosfære omkring flygtningene. Jeg har ikke en eneste gang følt mig det mindste usikker i deres nærvær. Jeg er ikke nervøs for at snakke med dem, gå ved siden af dem eller sidde i nærheden af dem.

Det er hårdt at køre forbi en gruppe af mennesker, der har sat deres liv på spil for at få en ny chance. Tanken om, at de er kommet hertil i en båd med intet andet end det de står i og måske, hvis de er heldige, en lille rygsæk, er næsten umulig at forestille sig. Jeg tænker tit på, hvad de forventer at få, når de kommer til Europa? Har en eller anden koldblodig menneskesmuler bildt dem ind, at de vil blive modtaget med åbne arme i Europa? At de nemt kan få et job og skabe sig et godt og stabilt liv? Har de hørt rygter om, hvor dejligt, der er i Europa og hvor rig man bliver, når kommer dertil? Kender de nogen, der kender nogen, der allerede er her og som har fortalt dem, at så snart de får opholdstilladelse, så løser det hele sig?

Det kan virke som en meget naiv forestilling, men jeg tror desværre ikke, at det er urealistisk. Jeg kan tydeligt huske mine egyptiske kollegaers tanker om livet i Danmark. Veluddannede unge mænd fra mellemklassen i Egypten, der alle havde en forholdsvis stor viden om den vestlige verden og alligevel troede de, at lykken ville være at komme til Danmark, lære sproget, få et godt arbejde og leve lykkeligt til deres dages ende. Desværre er det slet ikke så nemt, hverken i Danmark eller i resten af Europa! Gad vide hvornår det går op for flygtningene, at der også er slager i Paradis?!?

(dr.dk)

Bjergvandring….

I går efter otte timer med Guide Online, fik jeg en ustyrlig lyst til at gå en tur. Ikke bare en tur langs stranden eller rundt i byen, men en tur op i bjergene. Langt væk fra alting og mod steder, jeg ikke har været tidligere.
Jeg tog lidt vand og min mobil med og satte kursen ud af byen. Et godt stykke udenfor Pythagorion fandt jeg en vej, der gik op ad. Denne vej førte mig forbi store villaer med kameraovervågede indgange, faldefærdige små hytter, folde med geder og små olivenlunde. Jeg mødte kun få mennesker på min vej og det meste af tiden gik jeg helt alene. Til sidst blev der længere og længere imellem husene.
Det var spændende, for jeg vidste ikke, om jeg kunne komme over bjerget og ned til Pythagorion eller om jeg i sidste ende ville være nødt til at vende om og gå hele vejen tilbage. Selvom jeg var ved at løbe tør for vand og solen bagte med 35 grader (kl. 18!) så kunne jeg ikke lade være med lige at tage et vejsving mere, og så et til og lige et mere!

Jeg blev mere og mere nysgerrig jo højere op og længere ind i bjergkæden, jeg kom. På et tidspunkt blev jeg dog nødt til at vende om, da jeg efterhånden var i stor fare for at løbe tør for vand, hvilket man tager seriøst, når man lever i disse temperaturer. Jeg nåede til noget, der lignede en højslette på modsatte side af bjerget. Min teori om at komme til Pythagorion holdte derfor slet ikke!

Jeg er fast besluttet på at gå turen igen, når temperaturen falder lidt. Så tager jeg mere vand med og fortsætter. Jeg vil se, hvor jeg ender, hvis jeg fortsætter den vej!

Jeg er efterhånden ved at være træt af at kigge på det samme hele tiden. Her er stadigvæk smukt og jeg kan stadigvæk blive betaget, når jeg kigger ud over vandet, men jeg trænger til at gå nye veje, så det gjorde jeg i går. Jeg glæder mig allerede til at gå turen igen!

Her er lidt billeder fra turen:

 

Wanderlust…

 Wanderlust: A strong desire to travel.

Jeg drømmer om at rejse. Ikke bare et par uger sydpå. Jeg bor sydpå! Jeg drømmer om at opsige alting og tage ud på en længere rejse. Pakke alting ned i en rygsæk og tage afsted. Være væk i så lang tid, at jeg har tid til at fordybe mig i et sted, uden at det er mit hjem.
Drømmen har jeg haft i mange år ,og selvom jeg har forsøgt at realisere den i mindre udgaver, i håbet om, at det tilfredsstillede min lyst, så er drømmen kun blevet større.

Jeg drømmer om at rejse igennem Asien. Det har været et ønske siden jeg forlod Beijing i 2007. Kører med tog igennem Kina og ende i Tibet, ø-hoppe i Thailand og dyrke yoga i Indien. Jeg vil til New Zealand og se, hvor Ringenes Herre er optaget. Opleve naturen og fornemmelsen af at være på den anden side af jordkloden. Jeg vil stå ved siden af Moai-statuerne på Påskeøen. Jeg vil se om Canada virkelig er så smuk, som filmen i Walt Disney World påstår.  Jeg vil krydse USA i bil og køre igennem alle de stater, som ingen gider at besøge. Jeg er sikker på, at hver stat indeholder en unik historie. Jeg vil ø-hoppe i Caribien og tilbringe et par måneder på de Dansk Vestindiske øer. Jeg vil besøge alle Disney-parkerne i verden. Jeg vil have tid til at opleve og mærke fornemmelsen af at være rodløs i en længere periode.

Jeg finder en stor inspiration hos langtidssejlere, der sparer sammen, planlægger og forbereder sig i flere år, for til sidst, at sejle ud i verden. Jeg vil gøre det samme til fods med min rygsæk på ryggen. Jeg tror ikke, at forskellen er så stor på dem og mig. Konceptet er det samme. Udlev din drøm! Tidligere var denne drøm mest forbeholdt unge, der efter gymnasiet skulle på dannelsesrejse. I dag er der dog flere og flere ældre, der med en god uddannelse i ryggen, fast forhold og familie, alligevel vælger at give slip på hverdagen og tage ud i verden. Det er ingen hindring og derfor har jeg ikke opgivet min drøm.

Når jeg tager hjem til Danmark, vil det være med henblik på at starte forberedelserne på min tur!

Beijing, Kina

 Bangkok, Thailand

Sinai, Egypten


Road trip og vandfald…

En ven fra Kos er på Samos i disse dage med sin kæreste, så de inviterede mig med på road trip i går. Jeg ville gerne op og se Potamivandfaldet, da vi anbefaler det til gæsterne og ofte bliver spurgt om det.
Jeg havde ingen ide om, hvad jeg kunne forvente mig, så jeg havde taget badetøj og shorts på. Derudover besluttede vi os for at tage vores telefoner med, så vi kunne dokumentere det smukke område.

Allerede her, vil jeg dele tip nr. 1 med jer: Lad være med at tage noget med, der ikke må blive vådt!
Det var mere held end noget andet, at vores ting forblev nogenlunde tørre.
Dette er vel og mærke, hvis I tager den store tur, der involverer en svømmetur, der hvor man ikke kan bunde, samt opstigning af reb, for at komme til næste niveau. For slet ikke at nævne de lange gåture på glatte og skarpe sten i vand til livet.

Dette fører mig over til tip nr. 2: Medbring badesko! Jeg tog turen på bare fødder, hvilket var super smertefuldt og meget upraktisk!

Derudover er det vigtigt at huske på, at du skal samme vej tilbage, som du kom, så hav det i baghovedet, når du kravler op af klipperne. Vi tog en tur på ca. tre timer og jeg kan lige så godt være ærlig. Det var ikke de sjoveste tre timer i mit liv! Der er meget smukt og man går i en behagelig skygge, men det er hårdt. Især når man skal holde sin taske tør og prøve at skåne fødderne.

I dag er jeg fuldstændig smadret i kroppen. Mine ben gør ondt og jeg har blå mærker over det hele. Jeg kunne dog godt finde på at tage turen igen, for den er udfordrende og jeg er faktisk lidt stolt af mig selv, men næste gang vil jeg også være bedre forberedt.

Efter at have overlevet vandfaldet, kørte vi til Kokkari og spiste frokost. Kokkari vinder ind på mig. I starten synes jeg, at det var en lille, kedelig og forblæst by, men den er virkelig hyggelig og utrolig smuk.

Derefter gik turen til Avlakia beach, hvor vi tog en svømmetur i det klare vand. Vandet på nordkysten er meget klart og helt blødt, sammenlignet med vandet her ved Pythagorion, der altid er grumset og hårdt.

Vi sluttede dagen af med en is i Vathi, inden turen gik hjem til Pythagorion igen.

Lidt billeder fra dagen: 

 

Træt med træt på!

Der er stadigvæk travlt her på Samos. Selvom vi nu officielt er ude af højsæsonen, så har vi også sagt farvel til en kollega og flere andre er på ferie. Det betyder, at vi stadigvæk løber stærkt!
Jeg har valgt at have Guide Online hver dag i en periode, da jeg savnede noget stabilitet i hverdagen. Derudover vil jeg gerne have styr på de sidste administrative ting, som jeg synes, at jeg manglede.

Så jeg har et ret almindeligt 8-16 job for tiden. Dog sidder jeg alene de første fire timer, hvilket betyder, at når der møder en ind kl. 12, så er jeg totalt bagud og skal bruge en time eller to på at opdatere logs, færdiggøre salg og ellers fikse alt det, jeg ikke har nåede fordi telefonen ringede konstant og beskederne væltede ind!
Jeg er derfor rigtig træt, når jeg går hjem. Jeg forsøger altid at træne lidt, når jeg har fri, for det er for nemt, at gå hjem og sove. Det betyder så også, at jeg er i gang hele dagen. Så jeg er ved at være godt smadret i hovedet.
Netop fordi jeg efterhånden er godt brugt, så har jeg de sidste par dage været træt af alt og alle. I dag var jeg så træt, at jeg fortalte min finske kollega en længere historie, om nogle finske gæster, jeg havde mødt… på dansk! Det var først, da hun afbrød mig og sagde, at hun altså ikke kunne forstå mig, at det gik op for mig, at jeg snakkede dansk! Så er man sgu træt!!!!

Heldigvis har jeg nu to fridage foran mig, hvilket jeg glæder mig til. I aften skal jeg spise take away og læse en bog, helt alene, bare mig! Det har jeg brug for!

En typisk dag på GOL:

Sidste fulde lufthavnsdag…

I dag havde vi sæsonens sidste lufthavnsdag med alle fly. Allerede tirsdag forsvinder flyet fra Bergen og næste søndag slutter flyet fra Stavanger. Det er også på tide, for vores lufthavnsdage er ret kaotiske. 

På søndage har vi 5 fly, der lander med 5 mins mellemrum. Det betyder, at vores busser deler fly og skal derfor have passagere fra flere fly med. Der skal ikke mange små forsinkelser til, før alt skal ændres. 
Vi har alle ansvaret for at sende nogle busser og køre med nogle andre. Det er vigtigt, at busserne til Pythagorion by, bliver mødt af en guide eller har en guide med, da gæsterne skal følges ud til hotellerne på gåben. 
I dag var der selvfølgelig også ændringer i sidste øjeblik og meningen var, at jeg skulle sende en bus til Pythagorion og køre med en anden. Jeg sendte en bus og lovede gæsterne, at jeg ville vente på dem ved stoppestedet. Ideen var jo, at de to busser gerne skulle ankomme nogenlunde samtidig! Jeg gik derefter ind i næste bus og sendte den. Først da jeg stod udenfor bussen og vinkede farvel, gik det op for mig, at jeg havde sendt den bus, jeg selv skulle køre med! Hovsa! Så måtte jeg pænt gå hen til min airport manager og fortælle, at jeg vist ikke lige kom med på bussen. Heldigvis havde vi to guider i Pythagorion, som kunne møde busserne, så katastrofen var meget lille. Min airport manager var cool og kunne godt se det sjove i situationen. 
Og præcis derfor, er jeg glad for at højsæsonen er slut!!!

Min vinterdestination…..

Så kom de endelig, vores vinterdestinationer og positioner! Det var en meget nervepirrende dag, hvor mange blev rigtig glade og mange blev rigtig kede af det! Jeg lå syg derhjemme, så jeg deltog ikke i begivenhederne, men modtog da flere SMS’er fra kollegaerne, der ville vide, hvor jeg skulle hen!

Jeg har ikke haft de store krav til destinationen. Selvfølgelig havde det da været fedt at kunne sige, at turen gik til Mexico eller Cap Verde. Jeg havde da også leget med tanken om at vende hjem til Egypten eller Dubai, men så eksotisk blev det slet ikke. Jeg fik Lanzarote!

Grunden til, at jeg ikke stillede krav til destinationen, var fordi det betød mere for mig, at få lov til at skifte position, altså stilling. Jeg er serviceguide på Samos og vil rigtig gerne prøve kræfter med guest relation i vores Blue Village-koncept. Umiddelbart tror jeg ikke, at jeg vil gide det mere end en enkel sæson, men jeg trænger til at prøve noget andet. Det er jo min 4 sæson som serviceguide, når man tæller Atlantis med.
Min manager havde dog forberedt mig på, at det er svært at komme ind på Blue Village, da mange fra de mindre populære koncepthoteller som Blue Star og Suneo også kæmper om pladserne, plus alle de serviceguider, der vil skifte. Vi har kun 11 Blue Village og ikke dem alle, skal bruge en dansk guest relation. Der er kamp om pladserne, så jeg blev jo både glad og lettet, da jeg blev tilbudt stillingen som guest relation host på Blue Village Flamingo Beach Resort.

Vi er en del fra Samos, der skal til Lanzarote. Bare på hotellet er vi fire fra Samos, min nabo skal være svensk guest relation, min kæreste (ja, så er det ude!) skal arbejde i bamseklubben og vores nuværende Blue Village manager, skal også være manager for os på Lanzarote. Jeg havde ellers glædet mig lidt til at møde nye mennesker, men det giver da også en tryghed, at jeg kender mine nærmeste kollegaer.

Hvornår jeg tager til Lanzarote vides ikke. Det bliver nok i starten af oktober. Indtil da kører vi på med endnu en travl uge i 38 graders varme!