Så er jeg kommet hjem til Danmark efter mere end et år i udlandet. Jeg sidder i min halvtomme lejlighed, der endnu ikke er blevet fyldt ud med mine ting. Det gør heller ikke noget, jeg har tid nok til at flytte rigtigt ind. I tirsdags startede jeg på arbejde. Det er godt nok trættende at være ny og så samtidig sidde foran en skærm i 8 timer. Heldigvis elsker jeg min nye arbejdsplads, hvor rejsesnakken går lystigt. Det må være fordelen ved at arbejde på et rejsebureau! Der er hele tiden nogen, der rejser ud eller kommer hjem.

Det er dejligt at komme hjem, men det er også en mærkelig følelse. På mange måder er alt som det plejer. Der sker ikke så meget i Danmark. Men det er mærkeligt at komme hjem til noget, der er permanent. Jeg har i mange år haft jobs og studie, der altid var midlertidigt, men nu er jeg et sted, hvor jeg kan være lige så længe, jeg vil. Samtidig bliver min rejselyst fodret med mulighederne for at komme ud som leder igen, når jeg har lyst. Næste sæson er endnu ikke på plads, men jeg har lagt ønsker ind på endnu en tur til Maldiverne og Sri Lanka.

Selvom alt er godt, så er der faktisk også en bagside af medaljen. Ikke den slem en, men den er der. Først og fremmest er mit indre årstidsur (Hvis man kan sige, at man har sådan et) slået totalt i stykker. Jeg har ingen fornemmelse af, hvor på året vi befinder os. Det gør det jo ikke bedre, at det i forvejen er koldt for årstiden. Jeg gik rundt i supermarkedet forleden dag og overvejede, om det ikke snart var tid til, at julepynten kom frem. Der troede jeg åbenbart, at det var efterår. I dag sad jeg og bandede over, at min netbank insisterede på at lave en betaling i maj, for det ligner jo ikke noget, når vi kun er i januar! Derudover bliver jeg hver morgen lige forbavset over, at det er lyst, når jeg står op kl. 6, for det er det da ikke om vinteren. Så ja, det gør åbenbart noget ved en, når man har haft sol og sommer året rundt og lige kommer fra 35 graders varme. (Er det her, jeg henter en tudekiks?!?)

En anden ulempe ved det der med sol og sommer, er ens fødder! Jeg har de sidste 2 måneder kun gået i klipklappere, eller uden sko. Det betyder, at mine fødder er blevet bløde, så bløde, at jeg ikke kan have lukket sko på uden at de gnaver. Jeg vidste slet ikke, at fødderne hærdes, når man bærer sko, men det gør de og derfor har jeg store sår på siderne og ovenpå fødderne!!!! Der er ingen tvivl om, at det er mega hårdt, at være hjemvendt globetrotter! 😉

Og sidst men ikke mindst, hold nu op, hvor jeg savner denne solnedgang! Men eftersom jeg nu endelig er kommer hjem til hurtigt og stabilt internet, betyder det også, at jeg kan dele ud af mine oplevelser, så de næste par måneder bliver tilbageblik på de sidste par måneders oplevelser! Samtidig kan hjemmeside osv endelig blive opdateret ordentligt.

Så er jeg kommet hjem til Danmark efter mere end et år i udlandet. Jeg sidder i min halvtomme lejlighed, der endnu ikke er blevet fyldt ud med mine ting. Det gør heller ikke noget, jeg har tid nok til at flytte rigtigt ind. I tirsdags startede jeg på arbejde. Det er godt nok trættende at være ny og så samtidig sidde foran en skærm i 8 timer. Heldigvis elsker jeg min nye arbejdsplads, hvor rejsesnakken går lystigt. Det må være fordelen ved at arbejde på et rejsebureau! Der er hele tiden nogen, der rejser ud eller kommer hjem.

Det er dejligt at komme hjem, men det er også en mærkelig følelse. På mange måder er alt som det plejer. Der sker ikke så meget i Danmark. Men det er mærkeligt at komme hjem til noget, der er permanent. Jeg har i mange år haft jobs og studie, der altid var midlertidigt, men nu er jeg et sted, hvor jeg kan være lige så længe, jeg vil. Samtidig bliver min rejselyst fodret med mulighederne for at komme ud som leder igen, når jeg har lyst. Næste sæson er endnu ikke på plads, men jeg har lagt ønsker ind på endnu en tur til Maldiverne og Sri Lanka.

Selvom alt er godt, så er der faktisk også en bagside af medaljen. Ikke den slem en, men den er der. Først og fremmest er mit indre årstidsur (Hvis man kan sige, at man har sådan et) slået totalt i stykker. Jeg har ingen fornemmelse af, hvor på året vi befinder os. Det gør det jo ikke bedre, at det i forvejen er koldt for årstiden. Jeg gik rundt i supermarkedet forleden dag og overvejede, om det ikke snart var tid til, at julepynten kom frem. Der troede jeg åbenbart, at det var efterår. I dag sad jeg og bandede over, at min netbank insisterede på at lave en betaling i maj, for det ligner jo ikke noget, når vi kun er i januar! Derudover bliver jeg hver morgen lige forbavset over, at det er lyst, når jeg står op kl. 6, for det er det da ikke om vinteren. Så ja, det gør åbenbart noget ved en, når man har haft sol og sommer året rundt og lige kommer fra 35 graders varme. (Er det her, jeg henter en tudekiks?!?)

En anden ulempe ved det der med sol og sommer, er ens fødder! Jeg har de sidste 2 måneder kun gået i klipklappere, eller uden sko. Det betyder, at mine fødder er blevet bløde, så bløde, at jeg ikke kan have lukket sko på uden at de gnaver. Jeg vidste slet ikke, at fødderne hærdes, når man bærer sko, men det gør de og derfor har jeg store sår på siderne og ovenpå fødderne!!!! Der er ingen tvivl om, at det er mega hårdt, at være hjemvendt globetrotter! 😉

Og sidst men ikke mindst, hold nu op, hvor jeg savner denne solnedgang! Men eftersom jeg nu endelig er kommer hjem til hurtigt og stabilt internet, betyder det også, at jeg kan dele ud af mine oplevelser, så de næste par måneder bliver tilbageblik på de sidste par måneders oplevelser! Samtidig kan hjemmeside osv endelig blive opdateret ordentligt.

Googler man Maldiverne, så dukker der et hav af billeder op af, ja hav! Lyseblåt hav og små sandhvide øer med resorts. Det er svært ud fra en hurtig google, at finde ud af, hvad Maldiverne egentlig er for et sted. Hvordan lever befolkningen? Er de rige eller fattige? Den slags informationer er ikke med til at sælge Maldiverne.
Jeg så begge sider af Maldiverne, da jeg boede på en lokal ø, hvor der godt nok er kommet mere gang i turismen, men det er stadigvæk de lokales ø. Jeg besøgte også et luksusresort, hvor jeg fik et lille indblik i, hvad det vil sige, at blive sejlet ud til en ø, hvor der ikke fandtes andet end det resort. Jeg må indrømme, at jeg foretrækker den lokale ø.

Vi boede på Rasdhoo Island, som befinder sig blandt de nordlige atoller. Der er i de senere år kommet en del flere turister på øen, derfor skyder der også guesthouses op i stor stil. Jeg boede på øens ældste guesthouse, Rasdhoo Island Inn, som består af 4 værelser. Det ligger tæt på øens offentlige strand, hvor det er tilladt at bære bikini. Når man vælger en lokal ø, er der nemlig et regelsæt, der skal følges. Blandt andet er badetøj forbudt af hensyn til de lokale. En anden lidt sjovere ting er, at man tager skoene af inden man går ind i husene, og det gælder alle husene. Også dem, hvor butikkerne ligger. Man stiller altså sine sko udenfor, når man går ind for at købe en cola.

Selvom Rasdhoo Island er forholdsvis primitiv, så mangler der absolut intet. Der er både skoler, hospital, to apoteker, restauranter, cafeer, fitness center, dykker center, butikker og supermarkeder. De unge spiller fodbold på den store fodboldbane og øens kvinder mødes hver dag kl. 17.00 for at motionere.

Noget af det, der trækker ved Maldiverne, er alt det, der findes under havets overflade. Der er et rigt koral- og fiskeliv, der blev udforsket en del i de 15 dage, jeg var der. Jeg nåede både at spotte delfiner, hajer, rokker og alverdens fisk.

Man kan godt mærke, at Rasdhoo Island ikke er vant til det med turisme. På øen findes en stor strømgenerator, der kører døgnet rundt og larmer rigtig meget. Det lyder som en kæmpe helikopter, der konstant er ved at lande. Klods op af den, er man nu ved at bygge et guesthouse. Jeg tror ikke, at turisterne vil sætte pris på støjen, men det har man åbenbart ikke taget med i overvejelserne. Bevæger man sig ud til vandet på den side af øen, hvor der ikke er turiststrand, så bliver man mødt af en losseplads. Det ødelægger lidt den pæne facade. Sidst, men ikke mindst, er man på øen meget dårlig til at oplyse turisterne om, at koralrevet bliver ødelagt af berøring. Mange områder er allerede ødelagte og jeg så både kinesere og russere, der trampede rundt på revet som var det et gulvtæppe. Der var bare ingen andre, der reagerede på det.

Når alt det er sagt, så er Rasdhoo Island et sandt paradis. Øen er så lille og hyggelig, med en meget venlig og åben befolkning, der gerne vil snakke og lære en at kende. Omgivelserne er lige så smukke som på billederne. Gaderne består af blødt sand, så efter et par dage glemmer man, at tage sko på og inden man får set sig om, er man lullet ind i et lille trygt ø-samfund.

Jeg var på Maldiverne i marts ?16 som rejseleder for Dansk Studie Center.

Googler man Maldiverne, så dukker der et hav af billeder op af, ja hav! Lyseblåt hav og små sandhvide øer med resorts. Det er svært ud fra en hurtig google, at finde ud af, hvad Maldiverne egentlig er for et sted. Hvordan lever befolkningen? Er de rige eller fattige? Den slags informationer er ikke med til at sælge Maldiverne.
Jeg så begge sider af Maldiverne, da jeg boede på en lokal ø, hvor der godt nok er kommet mere gang i turismen, men det er stadigvæk de lokales ø. Jeg besøgte også et luksusresort, hvor jeg fik et lille indblik i, hvad det vil sige, at blive sejlet ud til en ø, hvor der ikke fandtes andet end det resort. Jeg må indrømme, at jeg foretrækker den lokale ø.

Vi boede på Rasdhoo Island, som befinder sig blandt de nordlige atoller. Der er i de senere år kommet en del flere turister på øen, derfor skyder der også guesthouses op i stor stil. Jeg boede på øens ældste guesthouse, Rasdhoo Island Inn, som består af 4 værelser. Det ligger tæt på øens offentlige strand, hvor det er tilladt at bære bikini. Når man vælger en lokal ø, er der nemlig et regelsæt, der skal følges. Blandt andet er badetøj forbudt af hensyn til de lokale. En anden lidt sjovere ting er, at man tager skoene af inden man går ind i husene, og det gælder alle husene. Også dem, hvor butikkerne ligger. Man stiller altså sine sko udenfor, når man går ind for at købe en cola.

Selvom Rasdhoo Island er forholdsvis primitiv, så mangler der absolut intet. Der er både skoler, hospital, to apoteker, restauranter, cafeer, fitness center, dykker center, butikker og supermarkeder. De unge spiller fodbold på den store fodboldbane og øens kvinder mødes hver dag kl. 17.00 for at motionere.

Noget af det, der trækker ved Maldiverne, er alt det, der findes under havets overflade. Der er et rigt koral- og fiskeliv, der blev udforsket en del i de 15 dage, jeg var der. Jeg nåede både at spotte delfiner, hajer, rokker og alverdens fisk.

Man kan godt mærke, at Rasdhoo Island ikke er vant til det med turisme. På øen findes en stor strømgenerator, der kører døgnet rundt og larmer rigtig meget. Det lyder som en kæmpe helikopter, der konstant er ved at lande. Klods op af den, er man nu ved at bygge et guesthouse. Jeg tror ikke, at turisterne vil sætte pris på støjen, men det har man åbenbart ikke taget med i overvejelserne. Bevæger man sig ud til vandet på den side af øen, hvor der ikke er turiststrand, så bliver man mødt af en losseplads. Det ødelægger lidt den pæne facade. Sidst, men ikke mindst, er man på øen meget dårlig til at oplyse turisterne om, at koralrevet bliver ødelagt af berøring. Mange områder er allerede ødelagte og jeg så både kinesere og russere, der trampede rundt på revet som var det et gulvtæppe. Der var bare ingen andre, der reagerede på det.

Når alt det er sagt, så er Rasdhoo Island et sandt paradis. Øen er så lille og hyggelig, med en meget venlig og åben befolkning, der gerne vil snakke og lære en at kende. Omgivelserne er lige så smukke som på billederne. Gaderne består af blødt sand, så efter et par dage glemmer man, at tage sko på og inden man får set sig om, er man lullet ind i et lille trygt ø-samfund.

Jeg var på Maldiverne i marts ?16 som rejseleder for Dansk Studie Center.

Egentlig er jeg ikke så meget for de der “facts om mig”-indlæg, da de ikke helt passer ind i mit blogtema, men jeg blev alligevel lidt nysgerrig og meget beæret, da Cille fra Cilles Univers nominerede mig til Liebster Blog Award, som er for små upcoming blogs. Det er en god måde, at få sin egen blog ud til flere og samtidig finder man selv nye blogs, som måske er værd at følge i fremtiden. Jeg ligger alligevel syg her på Sri Lanka, så er der noget bedre, end at udfordre det ustabile internet med en lille leg!

Jeg har fulgt Cilles blog, da hun boede og studerede i Singapore, hvor hun fortalte om en meget anderledes hverdag, langt fra det, vi kender hjemmefra. Derudover blogger Cille også om fashion og indretning, så tjek hendes blog ud! Tak for nomineringen 😀

Reglerne for Liebster Blog Award er simple:

– Du skal først og fremmest takke den blogger, du fik nomineringen fra
– Vise Liebster Blog Award logoet på din blog
– Besvare de 11 spørgsmål, som du har modtaget af bloggeren, der nominerede dig
– Skrive 11 selvvalgte facts om dig selv
– Nominere 11 nye bloggere (med 1000 følgere eller derunder)
– Lave dine egne 11 spørgsmål, som dine nominerede bloggere skal svare på

Mine svar på Cilles spørgsmål
1: Hvad fik dig til at starte med at blogge: Jeg har i mange år haft en rejsehjemmeside, men savnede muligheden for at gå i detaljer med mine rejseoplevelser, samt skrive på mere daglig basis. Jeg gjorde mig store overvejelser inden jeg startede bloggen, for det skulle ikke være et projekt, der døde efter 6 måneder eller som stak i alle retninger. Derfor valgte jeg, at lave en rejseblog, der ikke er så personlig, som mange andre blogs er, men mere informerende. Det er også mit mål, at få nogle gæstebloggere indover, der kan skrive om nogle af deres unikke rejseoplevelser… anyone?
2. Beskriv din blog med tre ord: Rejseinspirerende, Eksotisk, Informerende.
3. Hvad laver du i din fritid: Dyrker sport og yoga, læser bøger og planlægger nye rejser.
4. Hvilke bloggere er dine favoritter: Jeg er stor fan af Rachel Brathen, der er en svensk yogainstruktør. Hun er meget på de sociale medier og har også en blog, som hun dog ikke opdaterer så tit. Til gengæld er hun konstant på Facebook, Instagram og Snapchat. Jeg er også for nylig begyndt at følge bloggen Optur, som er en ung pige, der har kastet sig over sejladsen. Hun skriver både sjovt og fangende.
5. Hvad vil du gerne blive bedre til? Jeg træner yoga for at blive mere smidig, så det er vel også noget, man bliver bedre til.
6. Hvad var din bedste oplevelse i 2015? Nu ligger 2015 meget langt væk og jeg havde mange gode oplevelser. Et par af dem var at flytte til Grækenland og opleve en hel sommer i den græske kultur. Det var også fedt, at komme til både Athen og London, efter at jeg havde fået ø-kuller på lille bitte Samos.
7. Hvad er dine grundtips for at skabe en god blog? Overvej om indholdet er relevant for andre end dig selv og din dagbog. Brug nogle gode og anderledes billeder.
8. Hvad er dine største ønsker og drømme? Jeg håber, at jeg resten af mit liv, vil kunne leve lige så privilegeret, som jeg gør nu. At jeg altid vil have den frihed til at opleve og møde verden, som jeg har nu.
9. Hvad er du mest til, når det kommer til shopping? Det oplagte ville jo være, at sige flybilletter, men jeg er faktisk også ret glad for tasker.
10. Har du nogensinde ønsket at gøre noget fra din fortid om? Generelt prøver jeg at lade være med at fortryde det gjorte, for der er jo ingen mulighed for at lave det om. Der er da ting, jeg fortryder, men jeg ved også, at jeg handlede ud fra bedste overbevisning i øjeblikket.
11. Hvad står der i den sidste SMS, du sendte? “Jeg hopper i en tuk tuk nu.” Den skrev jeg i går, da jeg skulle ud og spise med min kollega.

11 selvvalgte facts om mig:
1. Jeg har en drøm om, at nå rundt til alle Disney-parker i verden.
2. Det eneste jeg savner fra Danmark, når jeg er i udlandet, er rugbrød.
3. Jeg har ikke noget TV og savner det heller ikke.
4. Jeg er pascetar, hvilket betyder, at jeg ikke spiser kød fra landdyr.
5. Jeg elsker at tage billeder…
6. … Derfor er instagram det bedste sociale medie
7. Jeg er vild med ballet og kan blive fuldstændig paralyseret, når jeg ser en balletforestilling.
8. Jeg elsker elefanter.
9. Størstedelen af min garderobe er købt i udlandet, da jeg er dårlig til at shoppe hjemme.
10. Jeg elsker at dyrke Body Combat, selvom jeg på ingen måder går ind for vold.
11. Jeg er ekstrem dårlig til at finde på random facts om mig selv!

Mine nominerede blogs:

Sejlerpigen.dk – Tilverdensende.dk – Cammi.dk – Frkblomst.dk – Mitkoldeeventyr.bloggersdelight.dk – Mitetogalt.dk – Cecilieschr.bloggersdelight.dk – sabinej.bloggersdelight.dk – Lidtbedreliv.dk – madebysaschac.bloggersdelight.dk – nikolinemor.bloggersdelight.dk

Mine spørgsmål til de nominerede blogs:
1. Fortæl om din blog
2. Hvad vægter du højest hos andre bloggere?
3. Hvilken type blogs læser du ikke?
4. Hvor drømmer du om at rejse til?
5. Hvem ser du op til?
6. Hvad er det vildeste, du har prøvet?
7. Hvor kunne du aldrig finde på at rejse hen, og hvorfor?
8. Hvilke blogs læser du?
9. Hvilken bog har du sidst læst?
10. Beskriv din drømmedate
11. Hvad glæder du dig mest til i 2016?

Vi er ankommet til Hikkaduwa og er gået ind i sidste fase af rejsen. Det betyder at om sølle 3 uger, sætter vi igen fødderne på dansk jord. Tiden er fløjet afsted og jeg forsøger virkelig at nyde det. Selvom jeg glæder mig til at komme hjem til Danmark og starte et liv op der, så klynger jeg mig til tanken om, at jeg skal nyde varmen, friheden, poolen, lyden af bølgerne, gratis mad, der bliver serveret, når jeg ønsker det, ingen rengøring og alt det andet, der følger med jobbet lige nu!

Hikkaduwa er lidt af et paradis. Stemningen er kørt helt i ro, ikke kun på vores lille hotel, men i hele byen. Her findes en god blanding af unge backpackere, ældre tilflyttere, børnefamilier og solorejsende. De er her alle sammen og jeg forstår det godt! Sri Lanka tog mig med storm allerede første gang, jeg satte fødderne i Hikkaduwa. Resten af den smukke ø har kun gjort forelskelsen stærkere, men der er ingen tvivl om, at Hikkaduwa har gjort udslaget. Her findes alt, hvad man har brug for uden at vesten har overtaget byen og gjort den til en tropisk kopi af det kendte hjemmefra. Byen har en stor lokal kultur, som giver denne blanding af det kendte og det eksotiske.

Byen er en hippieby, hvor surfere, backpackere og andre, der har sat tempoet ned, mødes og nyder livet. Det gør vi også! Selvfølgelig er folk begyndt at snakke om, at vi snart skal hjem og tilbage til vores normale hverdag. Det skal jeg ikke. Jeg skal hjem til en ny hverdag, der kommer til at adskille sig meget fra det, jeg kender! Derfor skal jeg sådan passe på, når snakken går på det derhjemme, for det skal jo ikke være mig, der minder dem om, at det snart er slut!

Jeg spørger tuk tuk chaufføren om han kender Kailish Yoga Studio. Jeg skal sige navnet nogle gange med trykket lagt forskellige steder inden han smilende nikker. Vi kører den korte tur til studiet, jeg betaler og hopper ud.

YOGA Classes Everyday, står der ude ved vejen. Jeg går ind i den lille baggård og kigger mig omkring efter et skilt, der kan afsløre, hvor jeg så skal gå hen. Der sidder et par lokale og kigger på mig. “Yoga?” spørger de. Måske er det måtten under min arm, der afslører mig. De peger op af en trappe, der fører op til en tagterrasse. Der ligger allerede to personer på udrullede yogamåtter og jeg ånder lettet op. Jeg har fundet det rigtige sted.

Jeg ruller min måtte ud og ligger mig i savasana. Det er den nemmeste stilling at ligge sig i, når man er helt ny og ikke rigtigt ved, hvad før-yoga-klasse-rutinen er her. Nogle steder strækker man ud, som var man en balletdanser inden sin træning, andre steder småsludre man i grupper. (Det er typisk inden yogaklassen i fitness centret) Og nogle steder sidder man i stilhed og samler energi, finder sit spirituelle niveau eller hvad man nu skal bruge af psykisk overskud til sin klasse. Savasana (dødemandsstillingen eller “jeg tager mig en lille lur-stillingen”) virker alle steder.

Instruktøren Lyndon Mason, som vist nok nærmere er yoga master, kommer op og sætter sig. Han snakker løst og fast med alle på et hurtigt, men forståeligt engelsk. Det er den slags småsnak, hvor det mest er ham der snakker, imens vi andre smiler og nikker.

Selve klassen varer 5 kvarter og er en alfabetisk gennemgang af rygsøjlen. Selvfølgelig ikke alfabetet, som vi kender det i den vestlige verden, men ryggens eget alfabet. Lyndon mener, at mange problemer med hofte, knæ og ben, udspringer af en rygsøjle, der bruges forkert. Derfor skal vi strække og styrke ryggen. Det har manden jo nok ret i!

Kroppen bliver varmet op og strukket godt igennem. Vi slutter af med de sjovere og mere udfordrende stillinger, som kragen, påfuglen, headstand, skorpionen og handstand. Altså de stillinger, vi alle sammen blærer os med på instagram.

Efter klassen er jeg helt vild for at komme igen. Heldigvis underviser Lyndon hver eneste morgen, så jeg beslutter mig for, at så længe min krop ikke brokker sig over overbelastning, så er jeg på hver eneste dag i de 3 uger, vi er i Hikkaduwa. Jeg vil gerne være en del af inderkredsen hos Lyndon.

Jeg kan allerede her i den første uge mærke en fremgang og det giver mig lyst til at fortsætte med yogaen. En lyst, jeg ellers har forsøgt at fremtvinge siden jeg forlod Danmark, men som kun har været overfladisk og halvhjertet. Jeg kan mærke at passionen for yogaen er ved at komme tilbage og jeg glæder mig til at se, hvor langt jeg kan rykke mig på 3 uger.

Så gør det det jo også meget mere spændende, at jeg i dag uden videre endte i skorpionen, som ellers er en stilling, jeg ikke havde regnet med at møde lige foreløbig. Jeg har selvfølgelig ikke noget billede af mig i stillingen, da det var midt i en klasse, men stillingen ser altså sådan her ud:

Jeg spørger tuk tuk chaufføren om han kender Kailish Yoga Studio. Jeg skal sige navnet nogle gange med trykket lagt forskellige steder inden han smilende nikker. Vi kører den korte tur til studiet, jeg betaler og hopper ud.

YOGA Classes Everyday, står der ude ved vejen. Jeg går ind i den lille baggård og kigger mig omkring efter et skilt, der kan afsløre, hvor jeg så skal gå hen. Der sidder et par lokale og kigger på mig. “Yoga?” spørger de. Måske er det måtten under min arm, der afslører mig. De peger op af en trappe, der fører op til en tagterrasse. Der ligger allerede to personer på udrullede yogamåtter og jeg ånder lettet op. Jeg har fundet det rigtige sted.

Jeg ruller min måtte ud og ligger mig i savasana. Det er den nemmeste stilling at ligge sig i, når man er helt ny og ikke rigtigt ved, hvad før-yoga-klasse-rutinen er her. Nogle steder strækker man ud, som var man en balletdanser inden sin træning, andre steder småsludre man i grupper. (Det er typisk inden yogaklassen i fitness centret) Og nogle steder sidder man i stilhed og samler energi, finder sit spirituelle niveau eller hvad man nu skal bruge af psykisk overskud til sin klasse. Savasana (dødemandsstillingen eller “jeg tager mig en lille lur-stillingen”) virker alle steder.

Instruktøren Lyndon Mason, som vist nok nærmere er yoga master, kommer op og sætter sig. Han snakker løst og fast med alle på et hurtigt, men forståeligt engelsk. Det er den slags småsnak, hvor det mest er ham der snakker, imens vi andre smiler og nikker.

Selve klassen varer 5 kvarter og er en alfabetisk gennemgang af rygsøjlen. Selvfølgelig ikke alfabetet, som vi kender det i den vestlige verden, men ryggens eget alfabet. Lyndon mener, at mange problemer med hofte, knæ og ben, udspringer af en rygsøjle, der bruges forkert. Derfor skal vi strække og styrke ryggen. Det har manden jo nok ret i!

Kroppen bliver varmet op og strukket godt igennem. Vi slutter af med de sjovere og mere udfordrende stillinger, som kragen, påfuglen, headstand, skorpionen og handstand. Altså de stillinger, vi alle sammen blærer os med på instagram.

Efter klassen er jeg helt vild for at komme igen. Heldigvis underviser Lyndon hver eneste morgen, så jeg beslutter mig for, at så længe min krop ikke brokker sig over overbelastning, så er jeg på hver eneste dag i de 3 uger, vi er i Hikkaduwa. Jeg vil gerne være en del af inderkredsen hos Lyndon.

Jeg kan allerede her i den første uge mærke en fremgang og det giver mig lyst til at fortsætte med yogaen. En lyst, jeg ellers har forsøgt at fremtvinge siden jeg forlod Danmark, men som kun har været overfladisk og halvhjertet. Jeg kan mærke at passionen for yogaen er ved at komme tilbage og jeg glæder mig til at se, hvor langt jeg kan rykke mig på 3 uger.

Så gør det det jo også meget mere spændende, at jeg i dag uden videre endte i skorpionen, som ellers er en stilling, jeg ikke havde regnet med at møde lige foreløbig. Jeg har selvfølgelig ikke noget billede af mig i stillingen, da det var midt i en klasse, men stillingen ser altså sådan her ud: