Som noget helt ekstraordinært, vil jeg dele en opskrift med jer. Dette er jo ikke en madblog, men hvem kan ikke bruge en opskrift på Sri Lankansk karry…. Opskriften kommer længere nede!

Efter at have boet 3 uger i Hikkaduwa kommer hotelejeren over til mig og fortæller, at han gerne vil give mig en gave med hjem. Han spørger om jeg laver mad, hvilket jeg jo af og til gør, for ellers ville jeg jo dø af sult. Han spørger derfor, om jeg vil være interesseret i at få krydderier med hjem. Jeg er ret vild med Sri Lankansk mad, der minder meget om det indiske køkken, så jeg takker ja. Han tilbyder samtidig at vise mig, hvordan man laver en god indisk karry. Det siger jeg heller ikke nej til…

Få dage senere får jeg to store poser med krydderier. Det bedste af slagsen, forsikrer han mig. Jeg har jo allerede fyldt min rygsæk op med malerier (som jeg fortalte i et tidligere indlæg) og te, som jeg fik 10 poser gratis af, da vi var på tefabrik, men nu skal jeg altså også finde plads til to store poser med krydderier.

Så skal vi til det. Jeg kommer ud i det lille hotelkøkken, der flyder med gryder, pander, krydderier og grønsager. Hotelejeren deler sin opskrift med mig, men jeg må indrømme, at jeg har ændret den en smule, efter jeg er kommet hjem og har lavet retten i mit eget køkken. Den skal laves ca. mål og med hvad, man lige føler for, for at det bliver rigtig Sri Lankansk.

Ingredienser:

Løg, Hvidløg, tomater, championer, kartofler, peberfrugt, kokosmælk, karry og gurkemeje.

Start med at lynstege 1,5 teske karry og 0,5 teske gurkemeje i lidt olie med løg og hvidløg i en wok. Tilsæt derefter grønsagerne og lad dem stege lidt. Tilsæt tilsidst kokosmælken og varm det op og lad det derefter simre for lav varme i nogle minutter. Sådan! Så har du en Sri Lankansk karryret!

Jeg spiser den med ris, nanbrød og cremefraise (Den kan godt være lidt stærk)

(Jeg var på Sri Lanka i marts/april ’16, som rejseleder for Dansk Studie Center)

Som noget helt ekstraordinært, vil jeg dele en opskrift med jer. Dette er jo ikke en madblog, men hvem kan ikke bruge en opskrift på Sri Lankansk karry…. Opskriften kommer længere nede!

Efter at have boet 3 uger i Hikkaduwa kommer hotelejeren over til mig og fortæller, at han gerne vil give mig en gave med hjem. Han spørger om jeg laver mad, hvilket jeg jo af og til gør, for ellers ville jeg jo dø af sult. Han spørger derfor, om jeg vil være interesseret i at få krydderier med hjem. Jeg er ret vild med Sri Lankansk mad, der minder meget om det indiske køkken, så jeg takker ja. Han tilbyder samtidig at vise mig, hvordan man laver en god indisk karry. Det siger jeg heller ikke nej til…

Få dage senere får jeg to store poser med krydderier. Det bedste af slagsen, forsikrer han mig. Jeg har jo allerede fyldt min rygsæk op med malerier (som jeg fortalte i et tidligere indlæg) og te, som jeg fik 10 poser gratis af, da vi var på tefabrik, men nu skal jeg altså også finde plads til to store poser med krydderier.

Så skal vi til det. Jeg kommer ud i det lille hotelkøkken, der flyder med gryder, pander, krydderier og grønsager. Hotelejeren deler sin opskrift med mig, men jeg må indrømme, at jeg har ændret den en smule, efter jeg er kommet hjem og har lavet retten i mit eget køkken. Den skal laves ca. mål og med hvad, man lige føler for, for at det bliver rigtig Sri Lankansk.

Ingredienser:

Løg, Hvidløg, tomater, championer, kartofler, peberfrugt, kokosmælk, karry og gurkemeje.

Start med at lynstege 1,5 teske karry og 0,5 teske gurkemeje i lidt olie med løg og hvidløg i en wok. Tilsæt derefter grønsagerne og lad dem stege lidt. Tilsæt tilsidst kokosmælken og varm det op og lad det derefter simre for lav varme i nogle minutter. Sådan! Så har du en Sri Lankansk karryret!

Jeg spiser den med ris, nanbrød og cremefraise (Den kan godt være lidt stærk)

(Jeg var på Sri Lanka i marts/april ’16, som rejseleder for Dansk Studie Center)

I Hikkaduwa på Sri Lanka møder jeg en mand. Han har sin egen butik midt på hovedgaden i et gammelt faldefærdigt skur. Der er helt mørkt i butikken, da jeg første gang kommer ind, men han kommer løbende inde fra nabobutikken, som åbenbart også er hans, og tænder lyset og tænder for den lille fane, der sidder på væggen. Fanen gør ikke den store forskel, med mindre du står lige foran den. Resten af butikken er mindst 40 grader varm og så indelukket, at sveden begynder at løbe af mig.

Butikken sælger malerier. Massevis af malerier i forskellige størrelser, der ligger i bunker alle vegne i butikken. Det tager derfor tid at komme rundt og danne sig et indtryk. Billederne er farverige og motiverne er typisk Sri Lankanske med munke i orange kjoler, fiskere på pinde, elefanter, delfiner og tuk tuk’er.

Jeg bliver helt betaget og glemmer hurtigt, at jeg i virkeligheden er gennemblødt af sved, er løbet tør for vand og i øvrigt ikke har plads i min rygsæk til at slæbe malerier med hjem. Jeg udvælger nøje tre små billeder, som minder mig om mine oplevelser på Sri Lanka, som jeg køber for 25 kr stykket.

Få dage efter kommer jeg igen ind i butikken. Han har holdt lukket nogle dage, så jeg har flere gange været forbi i tuk tuk, for at se, om han var åben. Der er nemlig et billede, jeg forelskede mig i sidste gang, som jeg har besluttet mig for, skal med hjem. Samtidig er jeg kommet til, at gøre reklame for butikken på Facebook, hvilket betyder, at flere har henvendt sig og indgivet bestilling. Jeg har stadigvæk ikke plads i rygsækken, men det er pludselig blevet en mindre detalje. Der er vel noget tøj eller toiletsager, som jeg kan lade blive. Som min mor siger: “Man siger ikke nej til et flot maleri!”

Manden genkender mig og bliver glad, da jeg begynder at pille billeder ned fra væggen, som skal med hjem. Denne gang køber jeg denne skønhed til mig selv for ca. 350 kr. Jeg har åbenbart også glemt, at jeg ikke har så meget vægplads i min lejlighed i Danmark, for dette maleri er ikke et af de små! Jeg kommer ud af butikken med en pose fyldt med gaver til dem derhjemme.

Sidste gang, jeg kommer i butikken, må jeg virkelig beherske mig. Jeg har prøvepakket min rygsæk og nu er der altså IKKE mere plads til billeder. Jeg har dagen inden bestilt et maleri i et andet galleri, så nu er det slut med indkøb af kunst! Historien om det billede er i øvrigt, at da de ikke havde det motiv, jeg kunne lide i den rette størrelse. Så ringede ejeren da bare til kunstneren og bad ham male et nyt. Kunstneren var i øvrigt hans bror, Dileepa Jeewantha (Se deres hjemmeside her).

Så ja, dette billede skulle der også være plads til. På mit tredje besøg skal jeg altså kun have de sidste gaver med og så er det slut. Jeg siger pænt farvel og tak for denne gang. Mandens kunst har taget mig med storm og jeg er stolt over at have det hængende i mit hjem!

Mandens navn er Nan Dana. Det er ham selv og hans fætter, der har malet alle billederne i butikken. Kommer du til Hikkaduwa, så skylder du dig selv, at tage et kig i Brilliant Art Gallery, som butikken hedder. Det står dog ingen steder og de eksisterer heller ikke på nettet. Du må ud og lede til du finder den!

Jeg var på Sri Lanka i marts og april ’16 som rejseleder for Dansk Studie Center.

I Hikkaduwa på Sri Lanka møder jeg en mand. Han har sin egen butik midt på hovedgaden i et gammelt faldefærdigt skur. Der er helt mørkt i butikken, da jeg første gang kommer ind, men han kommer løbende inde fra nabobutikken, som åbenbart også er hans, og tænder lyset og tænder for den lille fane, der sidder på væggen. Fanen gør ikke den store forskel, med mindre du står lige foran den. Resten af butikken er mindst 40 grader varm og så indelukket, at sveden begynder at løbe af mig.

Butikken sælger malerier. Massevis af malerier i forskellige størrelser, der ligger i bunker alle vegne i butikken. Det tager derfor tid at komme rundt og danne sig et indtryk. Billederne er farverige og motiverne er typisk Sri Lankanske med munke i orange kjoler, fiskere på pinde, elefanter, delfiner og tuk tuk’er.

Jeg bliver helt betaget og glemmer hurtigt, at jeg i virkeligheden er gennemblødt af sved, er løbet tør for vand og i øvrigt ikke har plads i min rygsæk til at slæbe malerier med hjem. Jeg udvælger nøje tre små billeder, som minder mig om mine oplevelser på Sri Lanka, som jeg køber for 25 kr stykket.

Få dage efter kommer jeg igen ind i butikken. Han har holdt lukket nogle dage, så jeg har flere gange været forbi i tuk tuk, for at se, om han var åben. Der er nemlig et billede, jeg forelskede mig i sidste gang, som jeg har besluttet mig for, skal med hjem. Samtidig er jeg kommet til, at gøre reklame for butikken på Facebook, hvilket betyder, at flere har henvendt sig og indgivet bestilling. Jeg har stadigvæk ikke plads i rygsækken, men det er pludselig blevet en mindre detalje. Der er vel noget tøj eller toiletsager, som jeg kan lade blive. Som min mor siger: “Man siger ikke nej til et flot maleri!”

Manden genkender mig og bliver glad, da jeg begynder at pille billeder ned fra væggen, som skal med hjem. Denne gang køber jeg denne skønhed til mig selv for ca. 350 kr. Jeg har åbenbart også glemt, at jeg ikke har så meget vægplads i min lejlighed i Danmark, for dette maleri er ikke et af de små! Jeg kommer ud af butikken med en pose fyldt med gaver til dem derhjemme.

Sidste gang, jeg kommer i butikken, må jeg virkelig beherske mig. Jeg har prøvepakket min rygsæk og nu er der altså IKKE mere plads til billeder. Jeg har dagen inden bestilt et maleri i et andet galleri, så nu er det slut med indkøb af kunst! Historien om det billede er i øvrigt, at da de ikke havde det motiv, jeg kunne lide i den rette størrelse. Så ringede ejeren da bare til kunstneren og bad ham male et nyt. Kunstneren var i øvrigt hans bror, Dileepa Jeewantha (Se deres hjemmeside her).

Så ja, dette billede skulle der også være plads til. På mit tredje besøg skal jeg altså kun have de sidste gaver med og så er det slut. Jeg siger pænt farvel og tak for denne gang. Mandens kunst har taget mig med storm og jeg er stolt over at have det hængende i mit hjem!

Mandens navn er Nan Dana. Det er ham selv og hans fætter, der har malet alle billederne i butikken. Kommer du til Hikkaduwa, så skylder du dig selv, at tage et kig i Brilliant Art Gallery, som butikken hedder. Det står dog ingen steder og de eksisterer heller ikke på nettet. Du må ud og lede til du finder den!

Jeg var på Sri Lanka i marts og april ’16 som rejseleder for Dansk Studie Center.

Selvom vi er på luksus-charter-vi-kan-ingenting-selv ferie i Mexico, så hopper vi alligevel i en taxi og kører til Turtle Beach. Rygtet siger, at det er en lækker strand, hvor store havskildpadder kommer og lægger æg, hvilket betyder, at de svømmer rundt i området omkring stranden. Det vil vi da se…. Det vil 5000 andre turister åbenbart også for stranden er proppet med skildpaddespottere.

Vi bliver overfaldet af en sælger, der får det til at lyde som om, vi slet ikke må være på stranden, hvis vi ikke betaler for en guidet tur. Han løsner lidt op, da det går op for ham, at vi ikke gider snøres og derfor nok selv skal bestemme, om vi vil på guidet tur eller ej. Han fortæller dog, at hvis man vil udenfor det afspærrede firkant, så skal man have en guide med. Vi diskuterer lidt indbyrdes, gider vi snorkle i den lille firkant, hvor mindst 2000 andre turister allerede har skræmt skildpadderne langt væk, og hvad med vores ting. Vi kan jo ikke bare ligge dem på stranden. Vi beslutter os for, at tage en guidet tur og vælger et dykkercenter, hvor vi både får udstyr, opbevaring og bad med i prisen. Først ser det ud til, at det kun er os, der skal i vandet. Desværre viser det sig, at tre uduelige mexicanere også skal med. De har tydeligvis aldrig haft en snorkel på før og en af dem, kan vist heller ikke svømme. Så turen bliver desværre præget af, at vi flere gange bliver slået ned af en vildfaren arm eller fod. De er vist heller ikke i tvivl om, hvad vi synes om mexicanere, der ikke kan svømme!

Vi snorkler over en time, hvor vi kommer rundt og ser lidt skildpadder og fisk. Man må ikke dykke ned til skildpadderne, så vi har alle sammen store ucharmerende redningsveste på. (Det er nok meget godt for mexicanerne) Området er meget dødt, og sigtbarheden er ikke helt i top, så jeg må indrømme, at turen er en smule skuffende. Vi ser dog store skildpadder tæt på, hvilket giver anledning til at kigge nærmere på deres skjold. Sådan et skildpaddeskjold er fyldt med penselstrøg, når det ses tæt på.

Efter turen tager vi hjem til vores egen strand, hvor der trods alt er knap så mange mennesker. Turtle Beach er en turistfælde, det var vist konklusionen på den tur!

Jeg var i Mexico i feb ’16 som noget af det sidste, inden jeg stoppede hos Star Tour. Dette er derfor en vaskeægte charterferie.

Selvom vi er på luksus-charter-vi-kan-ingenting-selv ferie i Mexico, så hopper vi alligevel i en taxi og kører til Turtle Beach. Rygtet siger, at det er en lækker strand, hvor store havskildpadder kommer og lægger æg, hvilket betyder, at de svømmer rundt i området omkring stranden. Det vil vi da se…. Det vil 5000 andre turister åbenbart også for stranden er proppet med skildpaddespottere.

Vi bliver overfaldet af en sælger, der får det til at lyde som om, vi slet ikke må være på stranden, hvis vi ikke betaler for en guidet tur. Han løsner lidt op, da det går op for ham, at vi ikke gider snøres og derfor nok selv skal bestemme, om vi vil på guidet tur eller ej. Han fortæller dog, at hvis man vil udenfor det afspærrede firkant, så skal man have en guide med. Vi diskuterer lidt indbyrdes, gider vi snorkle i den lille firkant, hvor mindst 2000 andre turister allerede har skræmt skildpadderne langt væk, og hvad med vores ting. Vi kan jo ikke bare ligge dem på stranden. Vi beslutter os for, at tage en guidet tur og vælger et dykkercenter, hvor vi både får udstyr, opbevaring og bad med i prisen. Først ser det ud til, at det kun er os, der skal i vandet. Desværre viser det sig, at tre uduelige mexicanere også skal med. De har tydeligvis aldrig haft en snorkel på før og en af dem, kan vist heller ikke svømme. Så turen bliver desværre præget af, at vi flere gange bliver slået ned af en vildfaren arm eller fod. De er vist heller ikke i tvivl om, hvad vi synes om mexicanere, der ikke kan svømme!

Vi snorkler over en time, hvor vi kommer rundt og ser lidt skildpadder og fisk. Man må ikke dykke ned til skildpadderne, så vi har alle sammen store ucharmerende redningsveste på. (Det er nok meget godt for mexicanerne) Området er meget dødt, og sigtbarheden er ikke helt i top, så jeg må indrømme, at turen er en smule skuffende. Vi ser dog store skildpadder tæt på, hvilket giver anledning til at kigge nærmere på deres skjold. Sådan et skildpaddeskjold er fyldt med penselstrøg, når det ses tæt på.

Efter turen tager vi hjem til vores egen strand, hvor der trods alt er knap så mange mennesker. Turtle Beach er en turistfælde, det var vist konklusionen på den tur!

Jeg var i Mexico i feb ’16 som noget af det sidste, inden jeg stoppede hos Star Tour. Dette er derfor en vaskeægte charterferie.

Vi går igennem et stisystem med vores guide forrest. Det er den første dag med sol og varme, hvilket har tiltrukket masser af turister og lokale. Pludselig kommer vi ind på en stor plads og der står den. Kæmpe stor og majestætisk, den store El Castillo-pyramide.

Jeg er i Mexico på Yucatan-halvøen, som er kendt for mayaindiandernes historie. Det bedstkendte område er Chichen Itza, som mange nok forveksler med den store pyramide, men Chichen Itza er en gammel ruinby, der blev fundet og udgravet i 1800-tallet. Byen har befolket både Mayafolket og Itzafolket, men blev forladt i år 1400.

Området er stort og vi bliver ført rundt til nogle af de vigtigste steder. Uden en guide havde det været svært, at finde hoved og hale i bygningerne og historien. Selvom området bliver vedligeholdt til ære for turisterne, så vokser junglen tydeligvis lige udenfor døren. Vi møder flere gange leguaner, der slanger sig i solen. De tager næsten fokus fra vores ellers dygtige guide.

(Her havde det pyntet, hvis nogen havde tørt linsen af, inden billedet blev taget)

Noget andet, der tager fokus, er de mange gadesælgere, som står i skyggen fra træerne omkring pyramiden. De vil hellere end gerne sælge statuer og t-shirts til turisterne, så de altid vil mindes deres besøg ved et af verdens nye syv vidundere.

Alle har hørt om UNESCOs verdensarvliste og du kan næsten ikke rejse nogen steder, uden at blive mødt af et område eller et bygningsværk, der befinder sig på listen. Det er ikke så mærkeligt, for der er over 1000 steder på listen. I 2007 blev syv vidundere (8, hvis vi tæller pyramiderne i Giza med, som fik en særstatus) udnævnt til New7Wonders ved en verdensomspændende afstemning. Jeg har i skrivende stund besøgt de 5 af dem og vil derfor dedicere et par indlæg til dem. Find de andre indlæg under kategorien New7Wonders.

Vi går igennem et stisystem med vores guide forrest. Det er den første dag med sol og varme, hvilket har tiltrukket masser af turister og lokale. Pludselig kommer vi ind på en stor plads og der står den. Kæmpe stor og majestætisk, den store El Castillo-pyramide.

Jeg er i Mexico på Yucatan-halvøen, som er kendt for mayaindiandernes historie. Det bedstkendte område er Chichen Itza, som mange nok forveksler med den store pyramide, men Chichen Itza er en gammel ruinby, der blev fundet og udgravet i 1800-tallet. Byen har befolket både Mayafolket og Itzafolket, men blev forladt i år 1400.

Området er stort og vi bliver ført rundt til nogle af de vigtigste steder. Uden en guide havde det været svært, at finde hoved og hale i bygningerne og historien. Selvom området bliver vedligeholdt til ære for turisterne, så vokser junglen tydeligvis lige udenfor døren. Vi møder flere gange leguaner, der slanger sig i solen. De tager næsten fokus fra vores ellers dygtige guide.

(Her havde det pyntet, hvis nogen havde tørt linsen af, inden billedet blev taget)

Noget andet, der tager fokus, er de mange gadesælgere, som står i skyggen fra træerne omkring pyramiden. De vil hellere end gerne sælge statuer og t-shirts til turisterne, så de altid vil mindes deres besøg ved et af verdens nye syv vidundere.

Alle har hørt om UNESCOs verdensarvliste og du kan næsten ikke rejse nogen steder, uden at blive mødt af et område eller et bygningsværk, der befinder sig på listen. Det er ikke så mærkeligt, for der er over 1000 steder på listen. I 2007 blev syv vidundere (8, hvis vi tæller pyramiderne i Giza med, som fik en særstatus) udnævnt til New7Wonders ved en verdensomspændende afstemning. Jeg har i skrivende stund besøgt de 5 af dem og vil derfor dedicere et par indlæg til dem. Find de andre indlæg under kategorien New7Wonders.

I dag skruer jeg tiden tilbage til min vinterferie. Tilbage i februar var jeg på en god gammeldags charterferie til Mexico. Charterferie er jo ikke min kop te og er heller ikke blevet det efter nogle år i branchen, men gode personalerabatter betød, at jeg gik all in og bookede et luksusophold i Akumal i Mexico. De kommende indlæg vil fortælle til mere om min ferie og mine oplevelser i Mexico.

Mexico har altid stået højt på ønskelisten, så dette var alletiders mulighed for at komme dertil til en god pris. Vi bookede igennem Star Tour og valgte deres koncepthotel, Blue Couples (som til næste vinter hedder Sensimar). Valget faldt på denne kategori, da jeg hele vinteren arbejdede på et familiehotel under konceptet Blue Village (Nu Family Life) og jeg var efterhånden godt træt af børn! Ja, her er jeg altså lige helt ærlig! Blue Couples har en politik, der hedder, at ingen børn under 16 år er velkommen, så jeg så frem til børnefri ferie.

Hotellet, El Dorado Seaside lovede luksus og det skal jeg love for, at vi fik. Jeg har aldrig været på et hotel, der levede så meget op til deres stjerner. Det var det rene paradis. Vi havde den skønneste strand, hvor vi flere dage snorklede med rokker. Hotellets område var stilfuldt indrettet med hyggelige kroge, hvor der var plads til at slappe af uden at blive forstyrret.Værelserne var store, rummelige og havde privat jacussi, hvilket blev udnyttet især de første par dage, hvor vejret faktisk ikke var så godt!

Hotellets All Inklusive-koncept krævede nærmest fem stjerner for sig selv. Morgenmaden kunne spises på flere forskellige restauranter. Vi valgte en ved stranden og gjorde den til vores morgenmadssted. Her stod der blandt andet en mand og lavede lækre juice og smoothies af friske råvarer. Selvfølgelig kunne vi i løbet af dagen hente lækre cocktails, der rent faktisk var lavet på ordentlig sprut (og der blev ikke sparet på den). Frokosten bød på lækre buffeter med masser af valgmuligheder, igen veltilberedt og velsmagende. Aftensmaden blev serveret i hotellets mange temarestauranter og var sit down-dinner med menukort der gjorde, at man fuldstændig glemte, at det var en del af et All Inklusive-koncept. Inden vi blev vist til bordet, spurgte tjeneren altid, om vi havde allergi eller andet, de skulle vide. Jeg sagde, at jeg var vegetar og fik derefter udleveret et vegetarmenukort. Sådan fungerede det på alle restauranterne. De havde særlig menukort med kødfrie retter, der stadigvæk holdte sig indenfor restaurantens tema. Det er en service, jeg aldrig har set før! Vi fik ikke et eneste dårligt måltid mad på hele ferien. Alt var så veltilberedt og lækkert, at der nærmest ikke var timer nok i døgnet til alt det mad!

Der var faktisk heller ikke timer nok til alle de aktiviteter, som hotellet tilbød. Det var tydeligt, at hotellet gerne så, at vi bare blev der og hang ud hele dagen. Ved morgenmaden fik vi udleveret et skema over dagens aktiviteter. Vi nåede en omgang bodypump, yoga, figurmaling, rundvisning og volley, derudover kunne du male kokosnødder, dyrke en masse andet sport, komme på snorkeltur, madlavningskursus, drinkskursus og meget meget mere! Vi måtte virkelig planlægge vores dage i forhold til de udflugter, vi havde booket. Der skulle jo helst være tid til afslapning også!

Hotellet var intet mindre end perfekt! Især hvis man bare vil nyde en uge i ren luksus uden at bekymre sig om omgivelserne. Personalet var så serviceminded, at de fortjente en medalje. Vi var aldrig til besvær og kunne få alt, som vi ville have det. Det var en uge i paradis! Egentlig er jeg ikke helt tilfreds med mit udvalg af billeder. Jeg burde have taget mange flere billeder af hotellet, maden og området, for det var så smukt og gennemført!

Jeg var i Mexico med Star Tour i februar ’16.

I dag skruer jeg tiden tilbage til min vinterferie. Tilbage i februar var jeg på en god gammeldags charterferie til Mexico. Charterferie er jo ikke min kop te og er heller ikke blevet det efter nogle år i branchen, men gode personalerabatter betød, at jeg gik all in og bookede et luksusophold i Akumal i Mexico. De kommende indlæg vil fortælle til mere om min ferie og mine oplevelser i Mexico.

Mexico har altid stået højt på ønskelisten, så dette var alletiders mulighed for at komme dertil til en god pris. Vi bookede igennem Star Tour og valgte deres koncepthotel, Blue Couples (som til næste vinter hedder Sensimar). Valget faldt på denne kategori, da jeg hele vinteren arbejdede på et familiehotel under konceptet Blue Village (Nu Family Life) og jeg var efterhånden godt træt af børn! Ja, her er jeg altså lige helt ærlig! Blue Couples har en politik, der hedder, at ingen børn under 16 år er velkommen, så jeg så frem til børnefri ferie.

Hotellet, El Dorado Seaside lovede luksus og det skal jeg love for, at vi fik. Jeg har aldrig været på et hotel, der levede så meget op til deres stjerner. Det var det rene paradis. Vi havde den skønneste strand, hvor vi flere dage snorklede med rokker. Hotellets område var stilfuldt indrettet med hyggelige kroge, hvor der var plads til at slappe af uden at blive forstyrret.Værelserne var store, rummelige og havde privat jacussi, hvilket blev udnyttet især de første par dage, hvor vejret faktisk ikke var så godt!

Hotellets All Inklusive-koncept krævede nærmest fem stjerner for sig selv. Morgenmaden kunne spises på flere forskellige restauranter. Vi valgte en ved stranden og gjorde den til vores morgenmadssted. Her stod der blandt andet en mand og lavede lækre juice og smoothies af friske råvarer. Selvfølgelig kunne vi i løbet af dagen hente lækre cocktails, der rent faktisk var lavet på ordentlig sprut (og der blev ikke sparet på den). Frokosten bød på lækre buffeter med masser af valgmuligheder, igen veltilberedt og velsmagende. Aftensmaden blev serveret i hotellets mange temarestauranter og var sit down-dinner med menukort der gjorde, at man fuldstændig glemte, at det var en del af et All Inklusive-koncept. Inden vi blev vist til bordet, spurgte tjeneren altid, om vi havde allergi eller andet, de skulle vide. Jeg sagde, at jeg var vegetar og fik derefter udleveret et vegetarmenukort. Sådan fungerede det på alle restauranterne. De havde særlig menukort med kødfrie retter, der stadigvæk holdte sig indenfor restaurantens tema. Det er en service, jeg aldrig har set før! Vi fik ikke et eneste dårligt måltid mad på hele ferien. Alt var så veltilberedt og lækkert, at der nærmest ikke var timer nok i døgnet til alt det mad!

Der var faktisk heller ikke timer nok til alle de aktiviteter, som hotellet tilbød. Det var tydeligt, at hotellet gerne så, at vi bare blev der og hang ud hele dagen. Ved morgenmaden fik vi udleveret et skema over dagens aktiviteter. Vi nåede en omgang bodypump, yoga, figurmaling, rundvisning og volley, derudover kunne du male kokosnødder, dyrke en masse andet sport, komme på snorkeltur, madlavningskursus, drinkskursus og meget meget mere! Vi måtte virkelig planlægge vores dage i forhold til de udflugter, vi havde booket. Der skulle jo helst være tid til afslapning også!

Hotellet var intet mindre end perfekt! Især hvis man bare vil nyde en uge i ren luksus uden at bekymre sig om omgivelserne. Personalet var så serviceminded, at de fortjente en medalje. Vi var aldrig til besvær og kunne få alt, som vi ville have det. Det var en uge i paradis! Egentlig er jeg ikke helt tilfreds med mit udvalg af billeder. Jeg burde have taget mange flere billeder af hotellet, maden og området, for det var så smukt og gennemført!

Jeg var i Mexico med Star Tour i februar ’16.