Cat lady's Café

Gastekursus dag 1

Så kom dagen endelig, hvor jeg finder ud af, om sejlads er noget, jeg skal prøve kræfter med på et højere plan end blot at læse bøger om andres togter.

Jeg har tilmeldt mig et tre dages gastekursus i Skovshoved Havn. Jeg ankommer som den første til båden og får mig en god sludder med vores underviser inden de 4 andre gaster kommer. Vi snakker lidt om blæsten, som åbenbart er ret kraftig i dag.

Da de andre er ankommet, fortæller vi hver især lidt om vores forudsætninger og mål med kurset. Jeg opdager til min skræk, at jeg er den eneste, der overhovedet ikke har sejlet tidligere. Jeg troede dette var sejlads for dummies, men tydeligvis ikke. Jeg sætter derfor min lid til det faktum, at jeg er meget lærenem. Det viser sig heldigvis hurtigt, at jeg sagtens kan følge med. Takket være de mange bøger, jeg har læst, har jeg allerede fra start af godt styr på de mest almindelige sejlerudtryk. På en båd skifter alt nemlig navn. Det er som om, at en båd er et helt andet land med sit eget sprog. Styrbord og bagbord har de fleste nok hørt om, men kommer vinden fra den ene side, er dette pludselig luv og modsatte side er læ. Skal man til at dreje lidt, så hedder det pludselig at skære op mod, eller falde af, alt efter vindretningen? Helt ærligt, hvor mange udtryk kan højere og venstre have???

image

Båden, vi skal sejle i, er en 37 fods Hanse 371, også på almindeligt menneskesprog kaldet en stor og flot hvid båd med blå bund. Båden er heldigvis ret nem at sejle, hvilket er heldigt, for så snart vi er kommet ud af havnen, bliver jeg bedt om at tage roret (som egentlig ligner mere et rat end et ror) Jeg synes selv, at jeg hurtigt får føling med båden og kan forholdsvist nemt mærke, hvordan jeg skal ligge i forhold til vinden. Jeg undgår også at sejle ind i nogen eller noget, så det er vel også en succes.

Vi sejler ud i Øresund og sætter kursen mod Amager, hvor vi vender rundt og sejler mod Svanemøllen. Her øver vi vendinger.

image

Det blæser godt til at starte med og flere sejlsagkyndige har udtalt, at det er en dag med hård kuling, da det blæser ca. 10 ms. Sjovt nok er der heller ikke andre både ude? Jeg må dog indrømme, at det faktisk ikke føles så slemt på vandet. Måske er det noget med vinden, der kommer fra land, så bølgerne ikke er så høje, eller måske var jeg bare sejler i mit tidligere liv!

Efter et par timer ligger vinden sig og det er tid til en meget tiltrængt kop kaffe, for hold nu op, hvor er det koldt, at være sejler! I morgen skal jeg helt sikkert have endnu mere tøj på!

image

Vi kommer sikkert i havn og vi er alle sammen ret høje ovenpå vores første tur. Jeg glæder mig allerede til i morgen og vores næste tur.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Cat lady's Café