København fra vandet

Nu skal jeg lære at sejle

image

“Skal du ikke snart lære at sejle, så du kan finde ud af, om du skal gøre noget ved de bådrejser, du altid snakker om? Du kan jo ikke sejle over Atlanten efter en enkel sejltur i Øresund.” Ordene komme fra min mor efter at hun har set et billede på Instagram, hvor jeg sejler. Jeps, den er god nok, mig på en sejlbåd! Hun lyder lidt lettet over, at jeg endelig har været om bord på en båd, når jeg nu nærmest ikke har snakket om andet de sidste 3 år. Jeg havde ikke regnet med, at det blev min mor, der skubbede mig ud over kanten, for mødre bryder sig jo ikke om at sende deres børn på de syv have, men jeg tror måske min mor frygter, at jeg aldrig nogensinde kommer til at forfølge den sejlerdrøm, som jeg aldrig har sat ord på, men som de fleste nok har læst imellem linierne, når jeg igen fortæller om en bog, jeg skal læse om nogen, der sejler jorden rundt.

image

Jeg har faktisk heller ikke selv sat ord på drømmen, eller set det som en drøm. Det er mere en fascination af den rejseform. At opleve verden ved at ankomme til den i båd, må være den ultimative rejseform. Dog ikke en rejseform, som lå indenfor mulighederne for mig… Men hvorfor egentlig ikke?! Jeg behøver ikke at købe en båd og sejle jorden rundt, jeg kan hoppe ombord hos andre og rejse med til de dele af verden, som jeg vil se og i lige så lang tid, som jeg har lyst. Man behøver ikke forpligte sig til Kaptajn på egen båd, der skal rundt om jorden-drømmen. Det er lidt samme måde, jeg rider på. (Jeps, jeg er hestepige!) Jeg gider ikke have min egen hest og skulle stå med ansvaret for den, men jeg vil gerne ride andres for så kan jeg vælge og vrage!

Da det gik op for mig, at det måske er på tide, at jeg får prøvet det med sejladsen af, gik jeg igang med at undersøge markedet. Hvad gør man, når man skal lære at sejle? Hvor går man hen? Jeg blev anbefalet at gå til en sejlklub, fremfor at tage lynkurser på aftenskole. Så har jeg også mulighed for at øve mig i klubbens både og så bliver man en del af et sejlerfællesskab. Et duelighedsbevis er en slags grunduddannelse, så det er et rigtigt godt sted at starte. Her løb jeg dog ind i første problem. Skal man tage et duelighedsbevis i en sejlklub, så tager det to år! Der er flere moduler og de ligger fordelt udover året. Det ville egentlig ikke være et problem, hvis det ikke var fordi, jeg et par gange om året arbejder i udlandet i 1-2 måneder af gangen.

image

Jeg skal altså vide, om det her sejlads virkelig er noget jeg vil, inden jeg prøver at jonglere med karriere og hobby for at nå det hele. Heldigvis faldt jeg over en anden mulighed. Nemlig muligheden for at tage et såkaldt gastekursus. Det er et 3 dages kursus rettet mod dem, der skal teste det dersens sejlads. En gast er en, der er med om bord som en slags passager, hvilket jo er det, jeg i sidste ende gerne vil. Derfor har jeg nu tilmeldt mig et gastekursus i august med henblik på, at finde ud af, hvor meget jeg vil det her. Finder jeg ud af, at jeg vil gå videre med det, så vil jeg efterfølgende finde ud af, hvordan jeg så skal gribe det hele an, for selvfølgelig bliver jeg ikke en god gast af et 3 dages kursus, men det er en start. Det kan også være at jeg efter 3 dage med søsyge beslutter mig for at stille sejlerdrømmen i bero. Det finder jeg ud af til august!

Billederne er fra min første sejltur i Øresund, hvor jeg faktisk ikke blev søsyg, sank båden eller faldt over bord. Til gengæld sad jeg ved roret langt det meste af turen og fik ros for min styring. (Hvilket måske mest blev sagt af høflighed!)

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

København fra vandet