22 dage til afrejse

En smuttur til Lissabon

Siden jeg var ude som guide i Tyrkiet, har jeg været en del af et lille firkløver, der har holdt sammen til trods for at vi sjældent alle sammen befinder os i Danmark på samme tid. Halvdelen af gruppen flyttede for nogle måneder siden til Lissabon for at arbejde og da jeg også står med en fod udenfor Danmark, så var det sidste chance for os alle fire at mødes. Derfor gik turen til Lissabon på en forlænget weekend. Vi havde booket et lille hotelværelse i centrum af byen. Det var billigt og slidt, men meget rent og havde en fantastisk beliggenhed. Læs mere om Pensao Modelo her.
Det meste af tiden gik med at sidde på cafeer, sludre og gå rundt og nyde vejret, der trods lidt regn og skyer, stadigvæk var bedre end i Danmark.

  

 

Den første dag tog vi en af de gamle sporvogne op til Castelo Sao Jorge, som ligger med en flot udsigt ud over den historiske del af byen. Vi var ikke inde på middelalderborgen, men gik på opdagelse i de små hyggelige brostensbelagte gader. Der findes en masse små butikker med portugisisk håndværk i området. Især cork er et udbredt materiale, da det er holdbart og fleksibelt at arbejde med. Smukt dekoreret mosaik bruges også alle vegne i byen. Hele facader er dækket af mosaik, hvilket skaber en illusion af badeværelse midt på gaden. Disse små firkanter sælges også i de små butikker, hvis man mangler lidt fliser derhjemme. På vej ned mod centrum af byen var vi et smut i Sé de Lisboa, som er byens ældste romersk katolske kirke. Her hørte vi en lille orgelkoncert inden turen gik ned til Praca do Comércio, hvor vi i solskinnet kunne nyde byens bedste øl.

 Næste dag lejede vi en bil og kørte til byen Sintra, der ligger ca. 35 km nordvest for Lissabon. Byen er på UNESCOs verdensarvsliste pga. den fantastiske arkitektur. Selve byen kørte vi dog hurtigt igennem, da målet var Palacio da Pena, som Sintra for alvor er kendt for. Palacio da Pena og den tilhørende park var frem til 1910 bolig for Dronning Amelia, men i dag er slottet indrettet som museum. Har man hele dagen til rådighed, så kan man købe indgang til alle parkerne i området, men vi valgte at fokusere på selve Pena. Her brugte vi nogle hyggelige timer inde i selve slottet og i parken. Slottet er indrettet, som da kongefamilien boede der, hvilket selvfølgelig var fint, men det virkelig imponerende er ydersiderne af slottet, som på afstand ligner et legoslot i forskellige farver. Udsigten udover parken er også helt fantastisk. Turistsæsonen var ikke startet, så vi havde parken næsten for os selv. Jeg havde dagen før investeret i en selfie stick, som var ret populær i gruppen. Her er en lille video som min ven Johs optog. Ser man bort fra hans fjoget ansigt, så var udsigten ret god!

 Efter vores kulturelle oplevelser kørte vi til stranden i Carcavelos. Vejret var på ingen måder til at bade i. Alligevel havde massevis af surfere gjort sig klar til at kaste sig ud i den helt rigtige bølge for Atlanterhavet viste sig fra sin mest forblæste side. Vi fandt et par stole og nød eftermiddagssolen. Jeg forestiller mig, at Carcavelos er helt fantastisk om sommeren, når temperaturen stiger.

Her er en lille video af den smukke strand.

 Den sidste dag gik med shopping og afslapning inden turen gik tilbage til kolde Danmark. Jeg nød dagene i et land, jeg ikke tidligere har besøgt, samt det fantastiske selskab. Noget siger mig, at der vil gå lang tid før vi alle fire ses igen på samme tid.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

22 dage til afrejse