Som noget helt ekstraordinært, vil jeg dele en opskrift med jer. Dette er jo ikke en madblog, men hvem kan ikke bruge en opskrift på Sri Lankansk karry…. Opskriften kommer længere nede!

Efter at have boet 3 uger i Hikkaduwa kommer hotelejeren over til mig og fortæller, at han gerne vil give mig en gave med hjem. Han spørger om jeg laver mad, hvilket jeg jo af og til gør, for ellers ville jeg jo dø af sult. Han spørger derfor, om jeg vil være interesseret i at få krydderier med hjem. Jeg er ret vild med Sri Lankansk mad, der minder meget om det indiske køkken, så jeg takker ja. Han tilbyder samtidig at vise mig, hvordan man laver en god indisk karry. Det siger jeg heller ikke nej til…

Få dage senere får jeg to store poser med krydderier. Det bedste af slagsen, forsikrer han mig. Jeg har jo allerede fyldt min rygsæk op med malerier (som jeg fortalte i et tidligere indlæg) og te, som jeg fik 10 poser gratis af, da vi var på tefabrik, men nu skal jeg altså også finde plads til to store poser med krydderier.

Så skal vi til det. Jeg kommer ud i det lille hotelkøkken, der flyder med gryder, pander, krydderier og grønsager. Hotelejeren deler sin opskrift med mig, men jeg må indrømme, at jeg har ændret den en smule, efter jeg er kommet hjem og har lavet retten i mit eget køkken. Den skal laves ca. mål og med hvad, man lige føler for, for at det bliver rigtig Sri Lankansk.

Ingredienser:

Løg, Hvidløg, tomater, championer, kartofler, peberfrugt, kokosmælk, karry og gurkemeje.

Start med at lynstege 1,5 teske karry og 0,5 teske gurkemeje i lidt olie med løg og hvidløg i en wok. Tilsæt derefter grønsagerne og lad dem stege lidt. Tilsæt tilsidst kokosmælken og varm det op og lad det derefter simre for lav varme i nogle minutter. Sådan! Så har du en Sri Lankansk karryret!

Jeg spiser den med ris, nanbrød og cremefraise (Den kan godt være lidt stærk)

(Jeg var på Sri Lanka i marts/april ’16, som rejseleder for Dansk Studie Center)

Som noget helt ekstraordinært, vil jeg dele en opskrift med jer. Dette er jo ikke en madblog, men hvem kan ikke bruge en opskrift på Sri Lankansk karry…. Opskriften kommer længere nede!

Efter at have boet 3 uger i Hikkaduwa kommer hotelejeren over til mig og fortæller, at han gerne vil give mig en gave med hjem. Han spørger om jeg laver mad, hvilket jeg jo af og til gør, for ellers ville jeg jo dø af sult. Han spørger derfor, om jeg vil være interesseret i at få krydderier med hjem. Jeg er ret vild med Sri Lankansk mad, der minder meget om det indiske køkken, så jeg takker ja. Han tilbyder samtidig at vise mig, hvordan man laver en god indisk karry. Det siger jeg heller ikke nej til…

Få dage senere får jeg to store poser med krydderier. Det bedste af slagsen, forsikrer han mig. Jeg har jo allerede fyldt min rygsæk op med malerier (som jeg fortalte i et tidligere indlæg) og te, som jeg fik 10 poser gratis af, da vi var på tefabrik, men nu skal jeg altså også finde plads til to store poser med krydderier.

Så skal vi til det. Jeg kommer ud i det lille hotelkøkken, der flyder med gryder, pander, krydderier og grønsager. Hotelejeren deler sin opskrift med mig, men jeg må indrømme, at jeg har ændret den en smule, efter jeg er kommet hjem og har lavet retten i mit eget køkken. Den skal laves ca. mål og med hvad, man lige føler for, for at det bliver rigtig Sri Lankansk.

Ingredienser:

Løg, Hvidløg, tomater, championer, kartofler, peberfrugt, kokosmælk, karry og gurkemeje.

Start med at lynstege 1,5 teske karry og 0,5 teske gurkemeje i lidt olie med løg og hvidløg i en wok. Tilsæt derefter grønsagerne og lad dem stege lidt. Tilsæt tilsidst kokosmælken og varm det op og lad det derefter simre for lav varme i nogle minutter. Sådan! Så har du en Sri Lankansk karryret!

Jeg spiser den med ris, nanbrød og cremefraise (Den kan godt være lidt stærk)

(Jeg var på Sri Lanka i marts/april ’16, som rejseleder for Dansk Studie Center)

I Hikkaduwa på Sri Lanka møder jeg en mand. Han har sin egen butik midt på hovedgaden i et gammelt faldefærdigt skur. Der er helt mørkt i butikken, da jeg første gang kommer ind, men han kommer løbende inde fra nabobutikken, som åbenbart også er hans, og tænder lyset og tænder for den lille fane, der sidder på væggen. Fanen gør ikke den store forskel, med mindre du står lige foran den. Resten af butikken er mindst 40 grader varm og så indelukket, at sveden begynder at løbe af mig.

Butikken sælger malerier. Massevis af malerier i forskellige størrelser, der ligger i bunker alle vegne i butikken. Det tager derfor tid at komme rundt og danne sig et indtryk. Billederne er farverige og motiverne er typisk Sri Lankanske med munke i orange kjoler, fiskere på pinde, elefanter, delfiner og tuk tuk’er.

Jeg bliver helt betaget og glemmer hurtigt, at jeg i virkeligheden er gennemblødt af sved, er løbet tør for vand og i øvrigt ikke har plads i min rygsæk til at slæbe malerier med hjem. Jeg udvælger nøje tre små billeder, som minder mig om mine oplevelser på Sri Lanka, som jeg køber for 25 kr stykket.

Få dage efter kommer jeg igen ind i butikken. Han har holdt lukket nogle dage, så jeg har flere gange været forbi i tuk tuk, for at se, om han var åben. Der er nemlig et billede, jeg forelskede mig i sidste gang, som jeg har besluttet mig for, skal med hjem. Samtidig er jeg kommet til, at gøre reklame for butikken på Facebook, hvilket betyder, at flere har henvendt sig og indgivet bestilling. Jeg har stadigvæk ikke plads i rygsækken, men det er pludselig blevet en mindre detalje. Der er vel noget tøj eller toiletsager, som jeg kan lade blive. Som min mor siger: “Man siger ikke nej til et flot maleri!”

Manden genkender mig og bliver glad, da jeg begynder at pille billeder ned fra væggen, som skal med hjem. Denne gang køber jeg denne skønhed til mig selv for ca. 350 kr. Jeg har åbenbart også glemt, at jeg ikke har så meget vægplads i min lejlighed i Danmark, for dette maleri er ikke et af de små! Jeg kommer ud af butikken med en pose fyldt med gaver til dem derhjemme.

Sidste gang, jeg kommer i butikken, må jeg virkelig beherske mig. Jeg har prøvepakket min rygsæk og nu er der altså IKKE mere plads til billeder. Jeg har dagen inden bestilt et maleri i et andet galleri, så nu er det slut med indkøb af kunst! Historien om det billede er i øvrigt, at da de ikke havde det motiv, jeg kunne lide i den rette størrelse. Så ringede ejeren da bare til kunstneren og bad ham male et nyt. Kunstneren var i øvrigt hans bror, Dileepa Jeewantha (Se deres hjemmeside her).

Så ja, dette billede skulle der også være plads til. På mit tredje besøg skal jeg altså kun have de sidste gaver med og så er det slut. Jeg siger pænt farvel og tak for denne gang. Mandens kunst har taget mig med storm og jeg er stolt over at have det hængende i mit hjem!

Mandens navn er Nan Dana. Det er ham selv og hans fætter, der har malet alle billederne i butikken. Kommer du til Hikkaduwa, så skylder du dig selv, at tage et kig i Brilliant Art Gallery, som butikken hedder. Det står dog ingen steder og de eksisterer heller ikke på nettet. Du må ud og lede til du finder den!

Jeg var på Sri Lanka i marts og april ’16 som rejseleder for Dansk Studie Center.

I Hikkaduwa på Sri Lanka møder jeg en mand. Han har sin egen butik midt på hovedgaden i et gammelt faldefærdigt skur. Der er helt mørkt i butikken, da jeg første gang kommer ind, men han kommer løbende inde fra nabobutikken, som åbenbart også er hans, og tænder lyset og tænder for den lille fane, der sidder på væggen. Fanen gør ikke den store forskel, med mindre du står lige foran den. Resten af butikken er mindst 40 grader varm og så indelukket, at sveden begynder at løbe af mig.

Butikken sælger malerier. Massevis af malerier i forskellige størrelser, der ligger i bunker alle vegne i butikken. Det tager derfor tid at komme rundt og danne sig et indtryk. Billederne er farverige og motiverne er typisk Sri Lankanske med munke i orange kjoler, fiskere på pinde, elefanter, delfiner og tuk tuk’er.

Jeg bliver helt betaget og glemmer hurtigt, at jeg i virkeligheden er gennemblødt af sved, er løbet tør for vand og i øvrigt ikke har plads i min rygsæk til at slæbe malerier med hjem. Jeg udvælger nøje tre små billeder, som minder mig om mine oplevelser på Sri Lanka, som jeg køber for 25 kr stykket.

Få dage efter kommer jeg igen ind i butikken. Han har holdt lukket nogle dage, så jeg har flere gange været forbi i tuk tuk, for at se, om han var åben. Der er nemlig et billede, jeg forelskede mig i sidste gang, som jeg har besluttet mig for, skal med hjem. Samtidig er jeg kommet til, at gøre reklame for butikken på Facebook, hvilket betyder, at flere har henvendt sig og indgivet bestilling. Jeg har stadigvæk ikke plads i rygsækken, men det er pludselig blevet en mindre detalje. Der er vel noget tøj eller toiletsager, som jeg kan lade blive. Som min mor siger: “Man siger ikke nej til et flot maleri!”

Manden genkender mig og bliver glad, da jeg begynder at pille billeder ned fra væggen, som skal med hjem. Denne gang køber jeg denne skønhed til mig selv for ca. 350 kr. Jeg har åbenbart også glemt, at jeg ikke har så meget vægplads i min lejlighed i Danmark, for dette maleri er ikke et af de små! Jeg kommer ud af butikken med en pose fyldt med gaver til dem derhjemme.

Sidste gang, jeg kommer i butikken, må jeg virkelig beherske mig. Jeg har prøvepakket min rygsæk og nu er der altså IKKE mere plads til billeder. Jeg har dagen inden bestilt et maleri i et andet galleri, så nu er det slut med indkøb af kunst! Historien om det billede er i øvrigt, at da de ikke havde det motiv, jeg kunne lide i den rette størrelse. Så ringede ejeren da bare til kunstneren og bad ham male et nyt. Kunstneren var i øvrigt hans bror, Dileepa Jeewantha (Se deres hjemmeside her).

Så ja, dette billede skulle der også være plads til. På mit tredje besøg skal jeg altså kun have de sidste gaver med og så er det slut. Jeg siger pænt farvel og tak for denne gang. Mandens kunst har taget mig med storm og jeg er stolt over at have det hængende i mit hjem!

Mandens navn er Nan Dana. Det er ham selv og hans fætter, der har malet alle billederne i butikken. Kommer du til Hikkaduwa, så skylder du dig selv, at tage et kig i Brilliant Art Gallery, som butikken hedder. Det står dog ingen steder og de eksisterer heller ikke på nettet. Du må ud og lede til du finder den!

Jeg var på Sri Lanka i marts og april ’16 som rejseleder for Dansk Studie Center.

Maldiverne har så mange smukke udtryk, at jeg har samlet dem i et billedeindlæg.

Jeg var på Maldiverne som rejseleder for Dansk Studie Center i marts ’16

Maldiverne har så mange smukke udtryk, at jeg har samlet dem i et billedeindlæg.

Jeg var på Maldiverne som rejseleder for Dansk Studie Center i marts ’16

I løbet af de to uger, vi var på Maldiverne, skulle gruppen interagere med lokalbefolkningen og komme nærmere den lokale kultur. Dette blev gjort igennem lokale projekter, som gruppen selv udvalgte og udførte.

Gruppen knyttede hurtigt bånd til hotellets personale og ville derfor gerne gøre noget godt for hotellet, som kom hotellet, men også fremtidige kursister tilgode. Imens vi boede på hotellet, blev der bygget et skur til vandssportsudstyret. Skuret blev bygget af lokale, ikke af gruppen. Men da det var færdigt, stod der bare et trist og farveløst skur. Gruppen besluttede sig derfor for, at male skuret med et flot motiv. Vægmaleri er en stor ting på Rasdhoo Island. Rundt omkring i byen findes der masser af vægmalerier fra tidligere grupper og fra de lokale selv. Så det gav god mening, at male skuret. Her er resultatet. Jeg var meget stolt af min gruppe bagefter.

En anden måde at komme lidt nærmere de lokale, er at tabe til dem i fodbold. De lokale spiller meget fodbold og er vant til både grus og varme, så vores ellers ret gode spillere måtte give fortabt, men sjovt var det alligevel.

Hver dag kl. 17, træner øens kvinder. De starter med en halv times løb og laver derefter udstrækning og lege. En af mine kursister spurgte en dag, om vi måtte deltage i træningen. Den arrangeres af to søstre, som var meget begejstret over, at vi ville være med. De andre kvinder kiggede noget, da vi troppede 6-7 piger op til deres træning, men efter løbeturen, var vi en del af fællesskabet. Vi lavede udstrækningsøvelser og spillede derefter deres version af høvdingebold. Jeg skal lige love for at de små tørklædeklædte kvinder kunne kaste en hård bold! Vi gik derfra både svedige, ømme og en kulturoplevelse rigere.

Det var fantastisk at opleve det lokale på Maldiverne. Det er en oplevelse, som mange bliver snydt for, når de tager til Maldiverne og bor på de store resorter. Man kan ikke postå, at man har oplevet en anden kultur, når man har været isoleret på en hotel-ø!

Jeg var på Maldiverne som leder for Dansk Studie Center i marts ’16

I løbet af de to uger, vi var på Maldiverne, skulle gruppen interagere med lokalbefolkningen og komme nærmere den lokale kultur. Dette blev gjort igennem lokale projekter, som gruppen selv udvalgte og udførte.

Gruppen knyttede hurtigt bånd til hotellets personale og ville derfor gerne gøre noget godt for hotellet, som kom hotellet, men også fremtidige kursister tilgode. Imens vi boede på hotellet, blev der bygget et skur til vandssportsudstyret. Skuret blev bygget af lokale, ikke af gruppen. Men da det var færdigt, stod der bare et trist og farveløst skur. Gruppen besluttede sig derfor for, at male skuret med et flot motiv. Vægmaleri er en stor ting på Rasdhoo Island. Rundt omkring i byen findes der masser af vægmalerier fra tidligere grupper og fra de lokale selv. Så det gav god mening, at male skuret. Her er resultatet. Jeg var meget stolt af min gruppe bagefter.

En anden måde at komme lidt nærmere de lokale, er at tabe til dem i fodbold. De lokale spiller meget fodbold og er vant til både grus og varme, så vores ellers ret gode spillere måtte give fortabt, men sjovt var det alligevel.

Hver dag kl. 17, træner øens kvinder. De starter med en halv times løb og laver derefter udstrækning og lege. En af mine kursister spurgte en dag, om vi måtte deltage i træningen. Den arrangeres af to søstre, som var meget begejstret over, at vi ville være med. De andre kvinder kiggede noget, da vi troppede 6-7 piger op til deres træning, men efter løbeturen, var vi en del af fællesskabet. Vi lavede udstrækningsøvelser og spillede derefter deres version af høvdingebold. Jeg skal lige love for at de små tørklædeklædte kvinder kunne kaste en hård bold! Vi gik derfra både svedige, ømme og en kulturoplevelse rigere.

Det var fantastisk at opleve det lokale på Maldiverne. Det er en oplevelse, som mange bliver snydt for, når de tager til Maldiverne og bor på de store resorter. Man kan ikke postå, at man har oplevet en anden kultur, når man har været isoleret på en hotel-ø!

Jeg var på Maldiverne som leder for Dansk Studie Center i marts ’16

Googler man Maldiverne, så dukker der et hav af billeder op af, ja hav! Lyseblåt hav og små sandhvide øer med resorts. Det er svært ud fra en hurtig google, at finde ud af, hvad Maldiverne egentlig er for et sted. Hvordan lever befolkningen? Er de rige eller fattige? Den slags informationer er ikke med til at sælge Maldiverne.
Jeg så begge sider af Maldiverne, da jeg boede på en lokal ø, hvor der godt nok er kommet mere gang i turismen, men det er stadigvæk de lokales ø. Jeg besøgte også et luksusresort, hvor jeg fik et lille indblik i, hvad det vil sige, at blive sejlet ud til en ø, hvor der ikke fandtes andet end det resort. Jeg må indrømme, at jeg foretrækker den lokale ø.

Vi boede på Rasdhoo Island, som befinder sig blandt de nordlige atoller. Der er i de senere år kommet en del flere turister på øen, derfor skyder der også guesthouses op i stor stil. Jeg boede på øens ældste guesthouse, Rasdhoo Island Inn, som består af 4 værelser. Det ligger tæt på øens offentlige strand, hvor det er tilladt at bære bikini. Når man vælger en lokal ø, er der nemlig et regelsæt, der skal følges. Blandt andet er badetøj forbudt af hensyn til de lokale. En anden lidt sjovere ting er, at man tager skoene af inden man går ind i husene, og det gælder alle husene. Også dem, hvor butikkerne ligger. Man stiller altså sine sko udenfor, når man går ind for at købe en cola.

Selvom Rasdhoo Island er forholdsvis primitiv, så mangler der absolut intet. Der er både skoler, hospital, to apoteker, restauranter, cafeer, fitness center, dykker center, butikker og supermarkeder. De unge spiller fodbold på den store fodboldbane og øens kvinder mødes hver dag kl. 17.00 for at motionere.

Noget af det, der trækker ved Maldiverne, er alt det, der findes under havets overflade. Der er et rigt koral- og fiskeliv, der blev udforsket en del i de 15 dage, jeg var der. Jeg nåede både at spotte delfiner, hajer, rokker og alverdens fisk.

Man kan godt mærke, at Rasdhoo Island ikke er vant til det med turisme. På øen findes en stor strømgenerator, der kører døgnet rundt og larmer rigtig meget. Det lyder som en kæmpe helikopter, der konstant er ved at lande. Klods op af den, er man nu ved at bygge et guesthouse. Jeg tror ikke, at turisterne vil sætte pris på støjen, men det har man åbenbart ikke taget med i overvejelserne. Bevæger man sig ud til vandet på den side af øen, hvor der ikke er turiststrand, så bliver man mødt af en losseplads. Det ødelægger lidt den pæne facade. Sidst, men ikke mindst, er man på øen meget dårlig til at oplyse turisterne om, at koralrevet bliver ødelagt af berøring. Mange områder er allerede ødelagte og jeg så både kinesere og russere, der trampede rundt på revet som var det et gulvtæppe. Der var bare ingen andre, der reagerede på det.

Når alt det er sagt, så er Rasdhoo Island et sandt paradis. Øen er så lille og hyggelig, med en meget venlig og åben befolkning, der gerne vil snakke og lære en at kende. Omgivelserne er lige så smukke som på billederne. Gaderne består af blødt sand, så efter et par dage glemmer man, at tage sko på og inden man får set sig om, er man lullet ind i et lille trygt ø-samfund.

Jeg var på Maldiverne i marts ?16 som rejseleder for Dansk Studie Center.

Googler man Maldiverne, så dukker der et hav af billeder op af, ja hav! Lyseblåt hav og små sandhvide øer med resorts. Det er svært ud fra en hurtig google, at finde ud af, hvad Maldiverne egentlig er for et sted. Hvordan lever befolkningen? Er de rige eller fattige? Den slags informationer er ikke med til at sælge Maldiverne.
Jeg så begge sider af Maldiverne, da jeg boede på en lokal ø, hvor der godt nok er kommet mere gang i turismen, men det er stadigvæk de lokales ø. Jeg besøgte også et luksusresort, hvor jeg fik et lille indblik i, hvad det vil sige, at blive sejlet ud til en ø, hvor der ikke fandtes andet end det resort. Jeg må indrømme, at jeg foretrækker den lokale ø.

Vi boede på Rasdhoo Island, som befinder sig blandt de nordlige atoller. Der er i de senere år kommet en del flere turister på øen, derfor skyder der også guesthouses op i stor stil. Jeg boede på øens ældste guesthouse, Rasdhoo Island Inn, som består af 4 værelser. Det ligger tæt på øens offentlige strand, hvor det er tilladt at bære bikini. Når man vælger en lokal ø, er der nemlig et regelsæt, der skal følges. Blandt andet er badetøj forbudt af hensyn til de lokale. En anden lidt sjovere ting er, at man tager skoene af inden man går ind i husene, og det gælder alle husene. Også dem, hvor butikkerne ligger. Man stiller altså sine sko udenfor, når man går ind for at købe en cola.

Selvom Rasdhoo Island er forholdsvis primitiv, så mangler der absolut intet. Der er både skoler, hospital, to apoteker, restauranter, cafeer, fitness center, dykker center, butikker og supermarkeder. De unge spiller fodbold på den store fodboldbane og øens kvinder mødes hver dag kl. 17.00 for at motionere.

Noget af det, der trækker ved Maldiverne, er alt det, der findes under havets overflade. Der er et rigt koral- og fiskeliv, der blev udforsket en del i de 15 dage, jeg var der. Jeg nåede både at spotte delfiner, hajer, rokker og alverdens fisk.

Man kan godt mærke, at Rasdhoo Island ikke er vant til det med turisme. På øen findes en stor strømgenerator, der kører døgnet rundt og larmer rigtig meget. Det lyder som en kæmpe helikopter, der konstant er ved at lande. Klods op af den, er man nu ved at bygge et guesthouse. Jeg tror ikke, at turisterne vil sætte pris på støjen, men det har man åbenbart ikke taget med i overvejelserne. Bevæger man sig ud til vandet på den side af øen, hvor der ikke er turiststrand, så bliver man mødt af en losseplads. Det ødelægger lidt den pæne facade. Sidst, men ikke mindst, er man på øen meget dårlig til at oplyse turisterne om, at koralrevet bliver ødelagt af berøring. Mange områder er allerede ødelagte og jeg så både kinesere og russere, der trampede rundt på revet som var det et gulvtæppe. Der var bare ingen andre, der reagerede på det.

Når alt det er sagt, så er Rasdhoo Island et sandt paradis. Øen er så lille og hyggelig, med en meget venlig og åben befolkning, der gerne vil snakke og lære en at kende. Omgivelserne er lige så smukke som på billederne. Gaderne består af blødt sand, så efter et par dage glemmer man, at tage sko på og inden man får set sig om, er man lullet ind i et lille trygt ø-samfund.

Jeg var på Maldiverne i marts ?16 som rejseleder for Dansk Studie Center.