Bjergvandring....

Flygtninge på Samos

Man skal vist have levet under en sten, hvis man ikke har hørt noget om flygtningene i Grækenland. Jeg har hørt, at medierne i Skandinavien lystigt viser klip fra overfyldte flygtningelejere, vrede og oprørte flygtninge og menneskeskæbner, der ligger meget langt væk fra det ferieparadis, folk drømmer om, når de tænker på det græske ø-hav.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at vi ikke mærkede noget til flygtningene. Det startede med, at små grupper ankom med færgerne fra de mindre øer, blev samlet og registreret på Samos, for derefter, at blive sejlet til Athen. Vi blev konfronteret med situationen, når de gik fra færgen og hen til kystvagten i Pythagorion, eller sad foran politistationen i Vathi.
De overnattede ikke på Samos, men var her blot nogle timer.

I dag er situationen anderledes. Vi møder dem på vejen imellem Pythagorion og Vathi, hvor de bruger de kølige morgentimer på at gå inden, det bliver for varmt.
Jeg læste en længere artikel om flygtninge på Kos i muligvis i Information eller Politiken (Ja, det med kilder er vist lige smuttet) for noget tid siden. Den beskrev hvordan flygtninge, der blev samlet op på havet af myndighederne, bliver kørt i bus fra havnen til kontoret, hvor de skal registreres. Driver de i land, er de derimod ikke berettiget til hjælp og skal derfor gå selv. De må ikke køres eller på anden måde hjælpes.
Jeg tænker meget på, om dette er tilfældet, når jeg møder dem om morgen på vej til kontoret.

Grupperne er også blevet større. Før sad der omkring 20-30 mennesker og ventede foran politistationen. Nu sidder der over 100, hvis det ellers kan gøre det. Tiden, de befinder sig på Samos, er også blevet længere. Lidt udenfor Vathi har der de sidste par dage siddet en stor gruppe, der har lavet noget, der næsten kunne ligne en lejer. De leder efter pap i skraldespandene, så de har noget at sidde på og de tørrer det saltvandsvåde tøj på hegnet.

Det er hårdt at blive konfronteret med andres meget triste skæbne, når man befinder sig i det, der burde være et ferieparadis. Vi får rigtig mange henvendelser fra gæster, der er ved at gøre sig klar til deres ferie. De er delt i to; Der er dem, der vil vide, hvad de kan tage med for at hjælpe. Mangler de tøj eller legetøj? Hvor kan man aflevere det, man tager med? Får de mad og vand? Man kan aflevere det hos politiet. De har et rum, hvor alt bliver samlet i og derefter fordelt. De får ikke mad, men der bliver uddelt lidt vand, når politiet har fået doneret noget. Gavner det? Det ved jeg ikke!

Der er også dem, der er utrygge ved situationen. De vil holde ferie og ønsker ikke at blive konfronteret med fattige og hjemløse mennesker. De er bange for flygtningene. Bange for, at de er kriminelle og dermed gør Samos til et farligere sted. Jeg har hele tiden holdt fast i, at der ikke er tale om kriminelle, men om folk, der er flygtet fra et liv, de ikke kunne leve og dermed håber på en ny og bedre start. Det gør dem ikke farlige! Men det er svært at hamle op med billeder af flygtninge i oprør, der med en aggressiv opførsel lader deres frustrationer gå ud over andre.
Jeg vil dog understrege, at jeg ikke en eneste gang har oplevet en ophedet eller truende atmosfære omkring flygtningene. Jeg har ikke en eneste gang følt mig det mindste usikker i deres nærvær. Jeg er ikke nervøs for at snakke med dem, gå ved siden af dem eller sidde i nærheden af dem.

Det er hårdt at køre forbi en gruppe af mennesker, der har sat deres liv på spil for at få en ny chance. Tanken om, at de er kommet hertil i en båd med intet andet end det de står i og måske, hvis de er heldige, en lille rygsæk, er næsten umulig at forestille sig. Jeg tænker tit på, hvad de forventer at få, når de kommer til Europa? Har en eller anden koldblodig menneskesmuler bildt dem ind, at de vil blive modtaget med åbne arme i Europa? At de nemt kan få et job og skabe sig et godt og stabilt liv? Har de hørt rygter om, hvor dejligt, der er i Europa og hvor rig man bliver, når kommer dertil? Kender de nogen, der kender nogen, der allerede er her og som har fortalt dem, at så snart de får opholdstilladelse, så løser det hele sig?

Det kan virke som en meget naiv forestilling, men jeg tror desværre ikke, at det er urealistisk. Jeg kan tydeligt huske mine egyptiske kollegaers tanker om livet i Danmark. Veluddannede unge mænd fra mellemklassen i Egypten, der alle havde en forholdsvis stor viden om den vestlige verden og alligevel troede de, at lykken ville være at komme til Danmark, lære sproget, få et godt arbejde og leve lykkeligt til deres dages ende. Desværre er det slet ikke så nemt, hverken i Danmark eller i resten af Europa! Gad vide hvornår det går op for flygtningene, at der også er slager i Paradis?!?

(dr.dk)

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Bjergvandring....